Region Midtjylland spørger nu borgerne til råds i arbejdet for danske og mundrette navne på hospitalernes afdelinger.

Fremover skal patienter ikke mødes af latinske navne, når de åbner et brev fra et hospital eller møder op til behandling. Det sker i dag, hvor afdelinger har navne som geriatri, onkologi og hæmatologi.
Derfor sender Region Midtjylland forslag til nye navne i høring. Blandt andet kan alle bidrage med deres mening via Region Midtjyllands Facebook-side.


Hør hvad borgere mener om hospitalsnavne

Indsatsen for mere forståelige navne er i tråd med den nye sundhedsplan, som Regionsrådet netop har vedtaget. Her er målet et sundhedsvæsen, som i højere grad foregår på patientens præmisser.

- Dagens sprogbrug skaber afstand mellem patient og behandler, fordi kun den ene part er på sproglig hjemmebane. Derfor spiller vi nu ud med en række forslag til nye navne, som alle kan forstå, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Forslagene er sendt i høring hos en lang række samarbejdspartnere, patientforeninger mv. Men som en ny form for høring kan alle give deres besyv med på www.facebook.dk/regionmidtjylland. Det direkte link er www.nyenavne.rm.dk. Her kan man stemme på de forslag, der er sendt i høring. Og man kan foreslå andre navne, hvis man har bedre bud.

- Det er en svær nød at knække. Navne kan man altid finde, men hvis man ønsker, at de skal være både saglige, korte og sigende, bliver det sværere. Vi har valgt at lægge vores forslag åbent frem og lytter meget gerne til andre bud, siger Ole Thomsen.


Hør hvad lektor Ole Lauridsen, AU, - kendt
fra DR P4's Sproghjørne mener om ideen
om nye afdelingsnavne: 1
& 2.

Muligheden for at give sit besyv med løber frem til 10. januar 2014.

Borgere, som ikke er facebook-brugere, kan bidrage med forslag via en mail til navneforslag@rm.dk

Fakta
En undersøgelse foretaget i 2012 af Bjerg Kommunikation for Region Midtjylland viser, at mange borgere har svært ved at forstå de ord, som traditionelt bruges i sundhedsvæsenet. 
I undersøgelsen er 500 borgere blevet spurgt, hvordan de forstår en lang række ord. Her svarer fx. kun knap 47 pct. rigtigt på, hvad ordet onkologi (= kræft) betyder. 


Flere oplysninger
Koncerndirektør Ole Thomsen, 7841 0040 eller 2146 9807