Med finanslovsforliget er det så godt som sikkert, at Danmarks nye store Center for Partikelterapi bliver bygget ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. Nyheden om Statens bevilling på 275 mio. kr. er i særklasse en vigtig nyhed for børn med kræft.
Fælles pressemeddelelse fra Aarhus Universitet og Region Midtjylland:
Foto: Michael Harder, AUH.
Med finanslovsforliget er det så godt som sikkert, at Danmarks nye store Center for Partikelterapi bliver bygget ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. Nyheden om Statens bevilling på 275 mio. kr. er i særklasse en vigtig nyhed for børn med kræft.
Danmarks nye nationale Center for Partikelterapi skyder i de kommende år op på en reserveret grund ved Aarhus Universitetshospital. Staten bidrager via finansloven med 275 mio. kr., mens Region Midtjylland bidrager med 50 mio. kr.. Det resterende beløb op til mellem 700-800 mio. kr. søges dækket af private fonde.
Børnevenlig nyhed
Nyheden om partikelacceleratoren er særlig godt nyt for patienter med kræftformer, der i dag er vanskelige at behandle og kræftformer, hvor risikoen for følgeskader gør at behandling bliver for farlig. Traditionel strålebehandling kan ikke undgå at skade væv der ligger tæt op ad kræftsvulster. Men med partikelacceleratorens langt højere grad af præcision, er det muligt at behandle endda meget små kræftområder, med minimal skadevirkning.
Kræft får stærk modstand
- Vi er meget stolte af, at det Nationale Center for Partikelterapi bliver bygget på Aarhus Universitetshospital, og vi er meget bevidste om, at vi her står med et enormt ansvar: Med partikelkanonen får vi en enestående mulighed for virkelig at give kræft modstand, siger Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland.
International opmærksomhed
På Aarhus Universitet er dekan for Health, Allan Flyvbjerg overbevist om, at partikelcenteret vil trække overskrifter langt fra Danmark.
- Også i internationale forskningskredse er dette en markant begivenhed. Aarhus har i forvejen Skandinaviens største forskningsmiljø for stråleterapi. Det er integreret i et velfungerende klinisk kræftcenter ved Aarhus Universitetshospital og der er ingen tvivl om, at den samlede ekspertise, sammen med byggeriet af partikelacceleratoren, kommer til at åbne nye vidtrækkende muligheder for både patienter og forskning. Det er særdeles spændende perspektiver for Aarhus Universitet, siger dekan Allan Flyvbjerg.
Hele Danmarks partikelcenter
Selvom Det Nationale Center for Partikelterapi altså nu kommer til at ligge ved siden af kræftcenteret på det nye Aarhus Universitetshospital, så bliver partikelcenteret en behandlingsmulighed for alle danskere. Partikelcenteret kommer fuldt udbygget til at koste mellem 700 og 800 mio. kr. afhængigt af antallet af behandlingsrum og skannere. Centeret skal efter de foreløbige planer stå klar til at behandle de første kræftramte børn og voksne om fire år.
Fakta
- Strålebehandling spiller en vigtig rolle i moderne kræftbehandling, og omkring 50 % af alle kræftpatienter modtager strålebehandling.
- Målet for strålebehandling er at udrydde alle kræftceller med et minimum af skader på det omkringliggende raske væv. Men selv om den kendte strålebehandling med fotoner er blevet forfinet og forbedret væsentligt i årenes løb, så vil op mod 15 % af dagens patienter få fordele ud af behandling med de nye og langt mere skånsomme proton-stråler.
- Til at huse og udvikle den behandlingsform, bliver der nu oprettet et dansk nationalt Center for Partikelterapi i Aarhus.
- Partikelterapicenteret forventes at komme til at koste 700-800 mio. kr. – afhængigt af antallet af behandlingsrum og skannere.
- Bidragsydere: Staten 275 mio. kr., Region Midtjylland 50 mio. kr. Det resterende beløb søges dækket af private fonde.
Flere oplysninger
- Region Midtjylland, formand Bent Hansen (S), tlf. 4031 370
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
- Aarhus Universitet, dekan Allan Flyvbjerg, tlf. 51779548
- Aarhus Universitetshospital, lægefaglig direktør, Claus Thomsen tlf. 7846 2366
- Professor, overlæge på Aarhus Universitetshospital Morten Høyer, tlf. 7846 2529
- Professor, overlæge på Aarhus Universitetshospital Cai Grau, tlf. 7846 2553