Collager og grafiske elementer er en væsentlig del af den kommende udsmykning af Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Værkerne tager alle udgangspunkt i patienternes situation, og øjnene vil derfor kunne finde blandt andet kørestolshjul i en stor del af værkerne. Visualisering: Artspot
Det århusianske firma Artspot skal stå for udsmykningen af det nye Vestdansk Center for Rygmarvsskade, som er færdigt til foråret 2014.
Kunsten skal være i øjenhøjde med patienterne. Det er udgangspunktet, når Artspot i de kommende måneder skal udforme kunst og udsmykning til det nye Vestdansk Center for Rygmarvsskade ved Regionshospitalet Viborg. Firmaet har med sit bud vist, at kunsten kan og skal mere end blot pynte på et center, hvor rygmarvsskadede fra hele Vestdanmark får hjælp til at lære at leve med deres handicap.
- Vi har ønsket en udsmykning, som på alle måder er i øjenhøjde med vores patienter. Den skal kunne inspirere, stimulere og skabe glæde i hverdagen – og samtidig helt bogstaveligt kunne ses fra kørestolshøjde uden at miste sit udtryk, forklarer klinikchef på Vestdansk Center for Rygmarvsskade Rikke Middelhede Hansen.
Brud med de hvide vægge
Vestdansk Center for Rygmarvsskade er for tiden under om- og udbygning som en del af det omfattende kvalitetsfondsprojekt på Regionshospitalet Viborg. Centret skal til foråret stå klar med 6.600 kvadratmeter med blandt andet 33 enestuer med eget bad og toilet, to træningslejligheder, moderne træningsfaciliteter, varmtvandsbassin og fællesarealer med udsigt over Søndersø.
Mange patienterne er indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i op mod et halvt år ad gangen, og derfor er der ekstra stort behov for at gøre op med de traditionelle hospitalshvide vægge og tilføre et mere varmt og hjemligt udtryk, lyder pointen fra Artspot.
- Vi vil gerne bidrage til den helende proces ved at skabe en udsmykning, som indbyder til dialog mellem patienter, pårørende og medarbejderne, og som kan bruges direkte i hverdagen. Derfor har vi blandt andet tænkt i grafiske elementer, som også kan bruges i forskellige øvelser – når patienterne for eksempel skal træne i at gå hen til et bestemt punkt på gangen, forklarer Lisbeth Henriksen, der er indehaver af Artspot.
Hun lægger derfor op til en udsmykning, som rummer såvel kunstneriske collager som grafiske tapeter, kulørt vinduesfolie og en udnyttelse af også gulvene som udsmykningsflader.
Patienterne er udgangspunktet
Forud for opgaven har Artspot interviewet tidligere patienter fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade og læst en stak magasiner fra foreningen RYK - rygmarvsskadede i Danmark for at få en fornemmelse af patienternes ønsker, behov og udgangspunkt. Og den indgangsvinkel har gjort indtryk på medarbejderne på Vestdansk Center for Rygmarvsskade.
I den kommende tid vil de sammen med repræsentanter for patienterne levere flere input og forklaringer om hverdagen på centret, når de overordnede tanker og visioner skal omsættes til konkrete værker.
Og til foråret skal kunsten så stå klar som en del af det nybyggede center – og patienternes hverdag.
Yderligere oplysninger
- Rikke Middelhede Hansen, klinikchef på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, tlf. 7844 6169
- Lisbeth Henriksen, indehaver af Artspot, tlf. 2224 8221