Region midtjyllands eget vaskeri - midtVask - er igen indstillet til en national pris. Denne gang er de blevet nomineret til arbejdsmiljøprisen 2013.
Arbejdsmiljørådet uddeler hvert år en pris til virksomheder, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at forbedre arbejdsmiljøet – og som kan tjene som inspiration for andre virksomheder og institutioner landet over.
I år er vaskeriet midtVask, der er et offentligt ejet vaskeri, som vasker for og servicerer hospitalerne i den østlige del af regionen, nomineret til prisen for at have en af Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser.
- I midtVask har vi besluttet, at vi skal opretholde positionen som Danmarks mest effektive vaskeri gennem et godt og sundt arbejdsmiljø, siger vaskerichef Pernille Lundvang.
Arbejdsmiljø og sundhedsfremme indgår derfor som et centralt element i den daglige drift af vaskeriet, og der er en omfattende arbejdsmiljøorganisation med arbejdsmiljørepræsentanter i hvert team. Vaskeriet har 160 ansatte med 31 forskellige nationaliteter.
Det er ottende gang at Arbejdsmiljørådet kårer Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser, og midtVask er nomineret i kategorien ”Arbejdsmiljø som strategisk element”, sammen med NCC Construction og ARRIVA A/S. ArbejdsmiljøPrisen uddeles 26. november 2013 på Axelborg i København.
Yderligere information
- midtVask, Vaskerichef Pernille Lundvang, tlf: 2467 5411
- Arbejdsmiljøprisen, Morten Flørnæss Kerrn-Jespersen, tlf: 72208770