Ny viden kan gavne en halve million danskere, der er i behandling med kolesterolnedsænkende medicin.


Mere end 500.000 danskere i dag er i behandling med kolesterolnedsænkende medicin, såkaldte statiner. Et nyligt afsluttet ph.d.-projekt ved Universitetsklinik for Nyresygdom og Blodtryksforhøjelse i Hospitalsenheden Vest kaster nyt lys over statinbehandling, og projektets resultater vil kunne anvendes til at øge de gavnlige effekter af statinbehandling.

Et nyligt afsluttet ph.d.-projekt udført af læge og ph.d.-studerende Frank Mose ved Universitetsklinik for Nyresygdom og Blodtryksforhøjelse i Hospitalsenheden Vest viser, at kolesterolnedsænkende medicin i form af atorvastatin øger dannelsen af nitrogenoxid i nyrerne hos raske forsøgspersoner og patienter med let reduceret nyrefunktion. Derimod havde diabetikere med let nedsat nyrefunktion ingen øgning i nitrogenoxidproduktionen i nyrerne.

Statiner nedsætter sygelighed og dødelighed ved hjertekarsygdom. Den gavnlige effekt kan kun delvis forklares ved, at statiner reducerer kolesterolindholdet i blodet. Statiner øger produktionen af nitrogenoxid i kredsløbet, og udvider derved blodkarrene, og nedsætter blodtrykket. Dette kan bidrage til de gavnlige effekter af statinbehandling. Det har ikke været undersøgt tidligere, om statiner ændrer dannelsen af nitrogenoxid i nyrerne.

Den nye viden er vigtig, ikke mindst set i lyset af, at mere end 500.000 danskere i dag er i behandling med statin, og projektets resultater vil kunne anvendes til at øge de gavnlige effekter af statinbehandling.

Ph.d.forsvar 29. november
Frank Mose forsvarer sit ph.d.projekt 29. november i Auditoriet på Regionshospitalet Holstebro kl. 14.30. Titlen på ph.d.-projektet er: “Statins and NO in chronic kidney disease”. Forsvaret er offentligt.

De kliniske studier er udført fra august 2010 til maj 2013 ved Universitetsklinik for Nyresygdom og Blodtryksforhøjelse. I alt har 25 raske forsøgspersoner, 26 patienter med let reduceret nyrefunktion og 26 patienter med type 2 diabetes og let reduceret nyrefunktion deltaget i studierne.

Yderligere information
Ph.d.-studerende Frank Mose på mail: frchri@rm.dk, tlf. 7843 6589

Professor og overlæge, dr. med. Erling Bjerregaard Pedersen
Leder af Medicinsk Forskningsafsnit, Hospitalsenheden Vest,
tlf. 7843 6840 / 7843 6803

Cheflæge Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, tlf. 7843 8510