Samarbejde skal give bedre rådgivning
13-11-2013
Et seminar om samarbejdet mellem konsulenter fra erhvervsservice, jobcentre og skoler i Region Midtjylland skal udvikle rådgivningen til virksomheder, så de kan forbedre deres konkurrenceevne.
Udbuddet af uddannelses-, beskæftigelses- og væksttilbud til virksomhederne er stort. Tænk bare på løntilskud, videnpilotordninger, iværksætterydelse, jobrotationsordninger, kompetencefonde, efteruddannelse og opkvalificering. Det kan være svært for den enkelte virksomhed at få overblik over, hvilke tilbud der er relevante, og hvilke regler der gælder. Her har virksomhederne behov for klarhed over, hvad erhvervsservice, jobcentre og skoler kan tilbyde.
Det er samtidig helt afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne, at de har de rette kompetencer og den rette arbejdskraft. Det er der enighed om i voksen- og efteruddannelsesystemet, beskæftigelsessystemet og erhvervsservicesystemet. Men disse tre systemer mener også, de kan blive endnu bedre til indbyrdes koordinering til gavn for virksomhedernes konkurrenceevne.
Professionalisering
af virksomhedskontakten
Det er disse udfordringer, der er temaet den 28. november på Scandic Silkeborg. Her har Region Midtjylland i samarbejde med VEU-centrene i Midtjylland, Jobcentrene, Beskæftigelsesregion Midtjylland og Erhvervsservicesystemet
taget initiativ til et seminar med titlen ”Nedbryd siloerne gennem samspil og samarbejde”. Det gennemføres i regi af parternes fælles regionale vidennetværk.
På seminaret får midtjyske konsulenter fra uddannelses-, beskæftigelses- og erhvervsservicesystemerne en chance for at tale sammen og forstå hinandens arbejde, men også for at diskutere, hvordan de kan koordinere og professionalisere virksomhedskontakten på tværs af politikområderne.
Flaskehalse
”Vi håber meget, at diskussionerne på seminaret vi bringe os et skridt videre. Vi skal samarbejde om en bedre balance imellem virksomhedernes behov for arbejdskraft og de tilgængelige kompetencer. Ellers kan vi ende med permanente flaskehalsproblemer, hvor virksomheder efterspørger medarbejdere med kompetencer, der ikke kan findes, selv om der er mange ledige. Og så risikerer vi, at virksomhederne fortsætter med bl.a. at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, mens ledigheden stiger”, siger Bent B. Mikkelsen.
Se program for seminaret
Flere oplysninger:
Merete Giehm-Reese
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1510 / 2966 1952
giehm.reese@ru.rm.dk
Steinar Stefansson
Beskæftigelsesregion Midtjylland
Telefon: 8934 6624 / 7222 3705
sst@ams.dk
Dorthe Jensen
VEU-centrene i Region Midtjylland
Telefon: 8937 3405 / 2223 4526
dkj@aarhustech.dk
FAKTA
Erhvervsservice har pulsen på erhvervsstrukturen og virksomhedernes behov og kan vejlede om fx iværksætteri og regionale og nationale tilskudsmuligheder.
Uddannelsesinstitutioner understøtter behovet for opkvalificering af medarbejderne via kompetenceudvikling og efteruddannelse.
Jobcentre kan formidle de tilbud om arbejdskraft, der er til virksomhederne, i form af muligheder for fx rekruttering, jobrotation, løntilskud og arbejdspladsfastholdelse.