Det er sjældent, at der ligger patienter på gangene


Patienter, der bliver indlagt på Regionshospitalet Randers behøver ikke frygte, at de kommer til at ligge på gangen. Det forekommer nemlig kun i sjældne tilfælde.

Tal fra Statens Serum Institut siger, at hospitalet i første halvår 2013 havde en belægningsprocent på 110. I løbet af vinteren gav influenzaepidemier et meget stort pres på hospitalet, især på akutafsnittet, ortopædkirurgisk og medicinsk afdeling.

- Heldigvis har vi kvadratmeter nok til at varetage plejen af vores patienter på en forsvarlig måde, siger sygeplejefaglig direktør, Marianne Jensen.

- Vi er et fleksibelt hospital, som kalder mere personale ind og åbner flere senge, når der er brug for det, siger hun.

Der blev i vinteren og foråret brugt flere millioner kr. til indkøb af vikarer i spidsbelastningsperioder. Samtidig arbejdes der hele tiden med at skærpe arbejdsgangene, så patienterne får et hurtigt og effektivt forløb på hospitalet, sådan at belægningsprocenten falder.

- På den måde sikrer vi os, at der altid er plads til de patienter, der har behov for os, siger Marianne Jensen.

Yderligere information
  • Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør, tlf. 7842 0103 / 4071 6438