Medarbejdere kippede med flaget, og der blev jublet, da Dagens Medicin torsdag eftermiddag kårede Aarhus Universitetshospital til Danmarks Bedste Hospital 2013 for syvende år i træk.
Kåringen fandt sted i et auditorium på Aarhus Universitetshospital, og her overrakte chefredaktør Nicolai Döllner, Dagens Medicin, diplomer til hospitalet, samt til de afdelinger, der er bedst inden for deres lægefaglige speciale.
- Vi har gjort det lidt sværere for Jer i år og ændret, hvordan vi vægter tallene. Det kan I sagtens tåle, når man ser på resultatet. Afstanden til Rigshospitalet er mindsket, men I fører fortsat. Alt i alt gør I det jo fantastisk godt, roste chefredaktøren.
Det kunne hospitalsdirektør Gert Sørensen kun nikke genkendende til. Han var især stolt, fordi kåringen sker i en tid, hvor hospitalet knokler med hospitalsbyggeri og effektiviseringer, og han takkede alle medarbejdere for deres daglige indsats:
- Topplaceringen kunne naturligvis ikke lade sig gøre, hvis ikke alle hver især gjorde deres bedste – uanset om det drejer sig om at gøre rent på operationsstuen, søge for ernæringsrigtig kost, vaske linned, stille diagnosen, føre kniven, undersøge vævsprøver, blodprøver osv..
Udover medarbejdere og ledere var også hospitalets store samarbejdspartner Aarhus Universitet med til fejringen, samt næstformand i regionsrådet Bente Nielsen (SF), der sagde:
- I er et fyrtårn for sundhedsvæsenet. Ikke blot i Region Midtjylland, men i hele Danmark. I støtter og involverer andre hospitaler og sørger for, at jeres høje faglighed smitter af til hele regionen. Det er til stor gavn for patienterne - og det er jo det, det hele handler om!
Med diplom under armen kunne medarbejderne efterfølgende vende tilbage til deres afdelinger. Her kunne de blandt andet nyde de mange julegodter, som hospitalsledelsen i dagens anledning havde uddelt.