Nye metoder skal sikre Skives drikkevand
20-12-2013
Årelang brug af kemikalier kan have forurenet den tidligere Dantherm-grund i Skive – kun få hundrede meter fra byens vandværk. Men nye målemetoder vil Region Midtjylland afklare, om jorden er forurenet og kan true drikkevandet. I 2014 arbejder regionen med godt 200 kendte eller potentielle forureningssager.
12.000 husstande får i dag vand fra Skive Vandværk, og det skulle de også gerne få mange år fremover.
Vandværket ligger imidlertid kun få hundrede meter fra det sted, hvor ventilationsvirksomheden Dantherm lå igennem 46 år frem til 2005. Siden er grunden blevet brugt til forskellige typer af erhverv, og i dag huser den blandt andre skrotvirksomheden Espersen Jern og Metal.
I tidens løb kan jorden være blevet forurenet med olie, freon og klorerede opløsningsmidler, der kan sprede sig og forurene grundvandet.
I øjeblikket er Region Midtjylland derfor i gang med at undersøge området grundigt. I de seneste uger har miljøingeniør Stig Kruchov Andersen-Bach fra Niras taget prøver på Dantherm-grunden – både udenfor og ned gennem gulvene i bygningerne.
En sky af forurening
Han har taget prøver med jordbor og med udstyr, der kan pumpe den såkaldte poreluft ud af jorden, så man kan måle på den.
Mens jordprøverne ofte kun viser en forurening, hvis man slår direkte ned på det forurenede sted, kan poreluft afsløre eksempelvis freon og klorerede opløsningsmidler på lang afstand. Det skyldes, at denne type forurening udsender dampe, der spreder sig med poreluften, så der nærmest ligger en underjordisk sky i en stor diameter rundt om forureningskilden.
Under observation
”Vi har tidligere haft Dantherm-grunden under observation og har også taget jordprøver der uden at finde væsentlig forurening. Men det er først nu, der findes poreluftudstyr til at måle freon og klorerede opløsningsmidler, som vi er mest nervøse for i relation til vandværket”, siger geolog John Ryan Pedersen fra Region Midtjylland.
Grunden ligger 600 meter nordvest for den nærmeste drikkevandsboring, og den er dermed en del af indvindingsoplandet. Hidtil har vandværket aldrig fundet tegn på hverken freon eller klorerede opløsningsmidler i det oppumpede vand.
Men en eventuel forurening fra Dantherm-grunden kan være lige på trapperne. Afhængigt af strømningsforholdene i grundvandet vil en sådan forurening i løbet af nogle år kunne trækkes ned i de grundvandsmagasiner, som vandværket pumper vand fra.
Flere undersøgelser
John Ryan Pedersen forventer, at der er svar på prøverne allerførst i det nye år.
”Hvis de viser en forurening, skal vi have lokaliseret præcist, hvor den kommer fra. Dernæst skal vi tage stilling til, om vi kan fjerne den helt eller på anden vis få styr på, at den ikke spreder sig”, siger John Ryan Pedersen og tilføjer, at regionen er i gang med flere mindre omfangsrige undersøgelser i Skive Kommune.
I alt påregner Region Midtjylland i 2014 at bruge 31 mio. kroner på at undersøge for og håndtere jordforureninger.
Billedtekster: Stig Kruchov Andersen-Bach fra Niras har i de seneste uger arbejdet på den tidligere Dantherm-grund i Skive. Prøverne af poreluft kan finde forurening, som man ikke tidligere kunne måle. Især leder han efter spor af freon og klorerede opløsningsmidler.
Nederste foto viser, hvordan han har boret ned i gulvet i en af fabriksbygningerne for at hente poreluft op.
Begge fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger:
John Ryan Pedersen
Geolog
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1892 / 4030 3357
john.ryan@ru.rm.dk