Flere penge til kreative løsninger
24-01-2014
Region Midtjylland har med sin indsats More.Creative allerede gjort gode erfaringer inden for blandt andet mode og arkitektur. Derfor styrkes indsatsen i 2014, hvor More.Creative efterlyser innovative ideer til, hvorledes de kreative erhverv kan løse samfundsmæssige udfordringer og skabe vækst sammen med andre brancher.
Der har været rift om seks mio. kroner, som Region Midtjylland med initiativet More.Creative først på året afsatte til at styrke erhvervsudviklingen i og omkring de kreative erhverv.
Fra 1. januar 2014 får More.Creative endnu 10 mio. kroner at gøre godt med, og regionsrådsformand Bent Hansen er ikke i tvivl om, at de kan sætte skub i den midtjyske innovation og skabe nye arbejdspladser.
10 millioner
”More.Creative har vist sig at være den helt rigtige satsning for Region Midtjylland. Flere hundrede virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner og kommuner meldte sig på banen, da vi lancerede vores initiativ. De gik sammen på kryds og tværs i 59 spændende projekter, hvoraf vi udvalgte ni til videre udvikling”, siger Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland.
”Allerede nu kan vi se, at disse ni partnerskaber på hver deres måde har taget os et skridt videre i relation til at afprøve nogle modeller for erhvervsudvikling i almindelighed og udvikling af de kreative erhverv i særdeleshed. Med de ekstra millioner i 2014 får vi mulighed for at videreudvikle de fem af de ni partnerskaber, der har vist de største vækstperspektiver. Samtidig kan vi åbne for nye ideer til, hvorledes vi kan bruge de kreative erhverv til at bidrage til løsningen af vores samfundsmæssige udfordringer og samtidig udvikle nye forretningsmuligheder”, siger Bent Hansen.
En del af Aarhus 2017
Han tilføjer, at Region Midtjylland med More.Creative samtidig ønsker at styrke erhvervsindsatsen i Kulturhovedstad Aarhus 2017. ”Vi er glade for, at vi sammen med Aarhus 2017 har en fælles vision om at gøre Midtjylland til en stærk og internationalt anerkendt kreativ hub. Derfor er det helt naturligt, at More.Creative bliver vores fælles ramme for de kommende års arbejde med innovativ erhvervsudvikling”.
Moden viser vejen
Et af de fem partnerskaber, der fortsætter i 2014, er HEADSTART FASHION. Det er vokset ud af Aarhus Kommunes erhvervsplan, og borgmester Jacob Bundsgaard ser et stort potentiale i modebranchen i Aarhus og i Region Midtjylland.
”Modevirksomhederne leverer den største del af omsætningen inden for de kreative erhverv i Danmark, og i Aarhus har vi en koncentration af succesfulde modevirksomheder”, siger Jacob Bundsgaard.
HEADSTART FASHION, der er etableret i et partnerskab med uddannelsesinstitutioner som TEKO Design + Business, organisationer som Dansk Mode & Textil og en række virksomheder skal bidrage til at styrke modebranchen i hele regionen.
Mode-hotspot
Også Søren Schriver, direktør for sports- og modekoncernen Hummel, ser frem til nye initiativer fra HEADSTART FASHION, som kan brande Aarhus og Midtjylland som et hotspot for mode.
”I Aarhus er der så mange stærke brands og selskaber inden for livsstil, at vi har meget gode muligheder for at skabe dette hotspot. Og det bliver kun endnu bedre af, at TEKO Design + Business, der er landets bedste uddannelsesinstitution inden for mode, nu udbyder flere uddannelser i Aarhus”, siger Søren Schriver. Hans egen virksomhed med godt 100 medarbejdere flyttede i 2011 fra Viby til det kreative modemiljø på Aarhus havn.
Nye ansøgere
More.Creative åbner nu for nye ansøgninger – se mere på www.morecreative.dk
Flere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet og Vækstforum
i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Anders Hermansen
Udviklingskonsulent
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1708 / 2014 1292
anders.hermansen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/