Nye uddannelsestal i Midtjylland
09-01-2014
I Region Midtjylland har de unge, som vil på gymnasiet, lidt bedre forudsætninger for at gennemføre end danske unge i gennemsnit. Og i Ikast-Brande sætter de rekord, når det gælder overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Dette og meget mere kan man læse i ny uddannelsesanalyse fra Region Midtjylland.
De unge i Ikast-Brande Kommune elsker at gå i skole. Hele 98,6 procent af dem tilmelder sig en ungdomsuddannelse, når de forlader grundskolen, og det er midtjysk rekord.
Samtidig ser det ud til, at regionens unge som helhed er lidt bedre rustet til at starte på en ungdomsuddannelse. Kun 4,6 procent af dem vurderes ikke at være uddannelsesparate, og det er en mindre andel end landsgennemsnittet, der ligger på 5,5 procent.
Det er bare et par eksempler på tal, man kan finde i regionens nye publikation, ”Nulpunktsanalyse 2013 – ungdomsuddannelserne i Region Midtjylland”.
Syv vigtige punkter
Analysen beskæftiger sig med syv punkter, der er afgørende for de unges valg efter grundskolen. Det er:
• De unges forudsætninger fra grundskolen
• Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelserne
• Nærhed til ungdomsuddannelserne
• Gennemførelsesfrekvens på ungdomsuddannelserne
• Praktikpladssituationen
• Helhedsorienteret og sammenhængende indsats på ungeområdet
• Relevante videregående udannelsesmuligheder
Et af smertensbørnene på uddannelsesområdet er det store frafald på erhvervsuddannelserne og herunder manglen på praktikpladser. I gennemsnit fuldfører kun halvdelen af eleverne deres uddannelse på erhvervsskolerne (51 pct.), men tallene dækker over store forskelle fra den ene type uddannelsesinstitution til den anden. Gennemførelsesprocenten svinger fra 23 til 85.
Der er dog også positivt nyt: Antallet af unge, som gennemførte deres grundforløb på en erhvervsuddannelse, steg fra 2010 til 2011 fra 9.283 til 11.513.
I samme periode blev der indgået flere praktikpladsaftaler – nemlig 5.913 i 2011 mod 4.795 i 2010.
Udviklingspulje
Analysen gennemføres årligt og har til formål at skabe et overblik over uddannelsessituationen i regionen, lige som den kan synliggøre områder, der bør have ekstra opmærksomhed.
Denne viden bruger Region Midtjylland blandt andet i forbindelse med udviklingspuljen til uddannelse. Her målrettes en del af puljemidlerne netop de områder, der kan have gavn af en udviklingsindsats.
Se nulpunktsanalysen her
Billedtekst: Region Midtjyllands Nulpunktsanalyse skaber et overblik over udfordringerne på ungdomsuddannelse-området.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger:
Maria Skov Pedersen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1105 / 5116 6720
maria.pedersen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne