Hver dag kl. 11 bliver patienter på Regionshospitalet Randers, som er opereret i mave og tarm, hentet ud af fjerene. Så er det tid til den fysiske træning, og den tid er forbi, hvor fysioterapeuten går fra seng til seng og hjælper med genoptræning.


Hver dag kl. 11 bliver patienter på Regionshospitalet Randers, som er opereret i mave og tarm, hentet ud af fjerene. Så er det tid til den fysiske træning, og den tid er forbi, hvor fysioterapeuten går fra seng til seng og hjælper med genoptræning.

- Vi har meget gode resultater med holdtræning i stedet for individuel træning, siger fysioterapeut Mathilde Hostrup. Jeg har ikke hørt om andre hospitaler, der gør det, men vi er ikke i tvivl om, at vi får patienterne bedre i gang på denne måde, fortæller hun.

Allerede ved indlæggelsen får patienterne at vide, at træningen tilrettelægges, så alle kan være med, og at det forventes, at de møder op til holdtræningen.

- Når man er indlagt, handler det ikke om at holde sig i ro, tværtimod, siger afdelingssygeplejerske, Birgitte Aborg. Med holdtræningen får mange patienter en succesoplevelse, og de går derfra med et smil på læben.

På afdelingen er det personalets erfaring, at holdtræningen medvirker til, at patienterne får god kontakt med hinanden, og at de særligt motiverede trækker andre patienterne med til træningen.

Stomiskole
Regionshospitalet har - inspireret af de gode resultater med holdtræning - åbnet en skole for stomipatienter. På holdet møder man andre i samme situation, og patienterne lærer poser og udstyr at kende.

- Vi var skeptiske overfor, om patienterne ville være sammen med andre, siger afdelingssygeplejerske Birgitte Aberg. Det kan vi se, at de gerne vil, og fællesskabet er med til at afmystificere en stomi og afhjælpe usikkerheden.

Yderligere oplysninger:
Afdelingssygeplejerske Birgitte Aberg tlf. 7842 1321