04-02-2014
Region Midtjyllands landsbypris styrer vestpå i år. Både ekspertudvalget og regionsrådets udvalg for regional udvikling peger på den lille landsby Ølstrup. Med prisen følger 150.000 kroner.
De har næsten alting i den vestjyske landsby Ølstrup: Skole, storparceller, supermarked, søer og frem for alt sammenhold og selvhjulpenhed.
Og snart har de formentlig også Region Midtjyllands landsbypris.
De bare 289 indbyggere i Ølstrup har nemlig imponeret både ekspertudvalget og regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.
”Ølstrup er et eksempel på et lille samfund, der virkelig har udnyttet sine lokale muligheder. Det er lykkedes at skabe et stort engagement i byen og stå sammen om en plan, der rækker mange år ud i fremtiden”, siger formanden for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, Poul Erik Christensen.
”Og jeg tror, at sådan et lille skulderklap udefra, som landsbyprisen jo er, er vigtigt for alle de mange ildsjæle i Ølstrup”, siger han.
Det rådgivende udvalg er netop nedsat og valgte på sit første møde onsdag at anbefale Ølstrup som modtager af regionens landsbypris. Hvis regionsrådet følger anbefalingen, skal prisen uddeles i løbet af foråret sammen med 150.000 kroner.
Mange tilflyttere
Blandt de resultater, som Ølstrups borgere allerede har opnået, er en befolkningsfremgang på 46 personer i løbet af de seneste fem år. En procentuel fremgang på 19. Blandt tilflytterne er dels børnefamilier og dels udenlandske medarbejdere, der har fået job på den lokale betonvarefabrik.
Nu kan de også nyde godt af, at byen har en daginstitution, en friskole og en Dagli’Brugsen. Og at der er etableret to søer i byen, hvoraf den ene har både badebro og strandsand fra Vesterhavet. Syv store byggegrunde på en tønde land hver er det også blevet til – og en ny boldbane. Og alt sammen er fint vedligeholdt af et korps af pensionister.
Vindmøller som nabo
Etableringen af Danmarks største landbaserede vindmøllepark i Ølstrup er ganske vist ikke Ølstrupborgernes indsats, men de har formået at få det bedste ud af den – blandt andet ved at skabe et attraktivt miljø med sti, bålplads og bænke omkring den sø, der egentlig bare er en okkeropdæmningssø. Derudover arbejdes der med at finansiere og skabe en fælles energiforsyning til skole, børnehave og et planlagt multihus.
Multihuset vil koste 18 mio. kroner, og heraf er de 14,5 mio. sikret – blandt anden gennem private donationer.
2020 strategi
Og går det efter planen – Ølstrup har nemlig en strategi, der rækker frem til 2020 – fortsætter landsbyens rivende udvikling i de kommende år. Blandt andet med et projekt, der skal gøre det sjovt og nemt at yde en frivillig indsats, og en folder, der skal fortælle om Ølstrups fortræffeligheder.
Fem tidligere modtagere
Det er sjette gang, at prisen uddeles. De forrige år er den gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune og Nørager i Norddjurs Kommune - i nævnte rækkefølge.
Dette års spidskandidat Ølsted ligger for øvrigt kun seks kilometer fra Spjald, som modtog landsbyprisen i 2010.
Foruden Ølstrup er dette års kandidater Alken og Dover Sogn, Durup, Gjern, Herrup, Isenvad, Ugelbølle, Ulbjerg-Lynderup samt Voldum.
Se mere om de ni kandidater.
Yderligere oplysninger:
Poul Erik Christensen, formand for
regionsrådets rådgivende udvalg
for regional udvikling
Telefon: 2496 9630
poul.erik.christensen@rr.rm.dk
Karsten Bækgaard, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
og formand for landsbyprisens
ekspertudvalg
Telefon: 7841 1702
karsten.baekgaard@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
Billedtekst:
Ølstrup har to søer, og arealerne omkring dem bliver flittigt brugt. Her er det forældre og børn fra Ølstrup Friskole, der har arrangeret hyggeaften med mad over bål.
Fotoet er lånt fra Ølstrup Friskoles hjemmeside.