26-02-2014
En stor del af de 289 indbyggere kikkede med på storskærm i Brugsen i Ølstrup, da Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag udpegede dem som modtagere af årets landsbypris.
”Det er så mega-mega fedt. Regionens landsbypris gavner også de andre landsbyer og vil være med til at gøre hele egnen attraktiv”.
Sådan siger Susanne Hermansen, formand for Ølstrup Sogneforening.
Onsdag eftermiddag fulgte hun sammen med resten af landsbyen regionsrådsmødet på Ølstrup Brugs’ nyinstallerede storskærm.
Og jubelen var stor, da de 41 regionsrådspolitikere udpegede Ølstrup som modtager af regionens landsbypris. En pris, der følges af 150.000 kroner.
Det er sjette gang, at prisen skal uddeles, og Ølstrup var indstillet sammen med otte andre midtjyske landsbysamfund.
Befolkningsvækst
”Vi har været SÅ spændte på, om vi kunne komme i betragtning, for prisen er tidligere gået til Spjald, som kun ligger seks kilometer herfra. Men det kom vi heldigvis, og jeg synes også, at vi har fortjent det. Vi har simpelthen så mange gode historier at fortælle – landsbyprisen passer perfekt til os”, siger Susanne Hermansen.
I de senere år har indbyggerne i Ølstrup taget den lokale byudvikling i egne hænder, og de har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune lagt en udviklingsplan, der løber frem til 2020.
De kan fremvise en stribe resultater af deres fælles indsats – blandt andet en befolkningsfremgang på 46 personer eller 19 procent i løbet af de seneste fem år.
De kan også mønstre en daginstitution og en friskole og desuden en Dagli’Brugsen, der nyder godt af frivilliges hjælp til rengøring, vedligeholdelse og vareudbringning.
Derudover har de etableret to søer, hvoraf den ene bruges som badesø, samt grønne områder, der vedligeholdes af et korps af pensionister.
På tegnebrættet er desuden en fælles energiforsyning til skolen og børnehaven samt et nybygget multihus til 18 mio. kroner.
”Vi har simpelthen så mange planer for fremtiden, og de 150.000 kroner, der følger med landsbyprisen, kan sætte gang i at realisere nogle af dem”.
God opvækst
Susanne Hermansen har boet i Ølstrup igennem 30 år og er ikke i tvivl om, at landsbyen kun har overlevet i kraft af den vedholdende fælles indsats.
”Ølstrup var jo dødsdømt lige som så mange andre små samfund. Men vi var heldige, at der var opbakning til at gøre noget i stedet for at flytte væk. Nu kan vi skabe det, vi gerne vil have, herude, hvor vi både kan få fred og ro, natur og fællesskab. Og give vores børn en god opvækst, så de måske også vil vælge Ølstrup, når de skal etablere sig som voksne”, siger Susanne Hermansen.
Prisoverrækkelse i maj
Regionens landsbypris overrækkes i Ølstrup fredag, den 23. maj. Prisen har til formål at skabe opmærksomhed om landsbyer, der formår at udvikle sig og kan inspirere andre.
De hidtidige modtagere af landsbyprisen er Idom og Råsted i Holstebro Kommune (2009), Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune (2010), Endelave by i Horsens Kommune (2011), Rødding i Skive Kommune (2012) og Nørager i Norddjurs Kommune (2013).
Billedtekst:
Med en badesø med vesterhavssand har Ølstrup fået et trækplaster for både børn og voksne. Måske skal overrækkelsen af regionens landsbypris også foregå her på bredden.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Karsten Bækgaard, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
og formand for landsbyprisens
ekspertudvalg
Telefon: 7841 1702
karsten.baekgaard@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/