Det nye regionsråd er mandag taget ud på virkelighedsudforskning på Aarhus Universitetshospital.



Foto: Tonny Foghmar

Det nye regionsråd er mandag taget ud på virkelighedsudforskning på Aarhus Universitetshospital.

I Klinisk Instituts kirurgiske forskningslaboratorier i kælderen på Skejby fik politikerne set de dyreeksperimentelle operationsstuer.

På 'Grøn Stue' viste forskningsårsstuderende Anna Tversted og afdelingslæge Nikolaj Eldrup, Hjerte-Lunge-Kar-Kirurgisk Afdeling T, hvordan de tester en ny type kar-proteser på grise. Kar-protesen er konstrueret af sukkermolekyler og spundet af en nano-kanon. Ideen er, at kroppens egne celler skal gro ind i implantatet.

I løbet af 2014 tager regionsrådet på en række studieture i Region Midtjylland. Den første startede mandag morgen, hvor ca. 30 af af de 41 politikere ankom til Aarhus Universitetshospital.

På Aarhus Universitetshospital startede dagen med et oplæg fra Hospitalsledelsen, hvor sygeplejefaglig direktør Vibeke Krøll, hospitalsdirektør Gert Sørensen og lægefaglig direktør Claus Thomsen bl.a. fortalte politikerne om Aarhus Universitetshospitals rolle som både byens hospital og som højt specialiseret hospital.

Regionsrådsmedlemmerne spurgte interesseret til de effektiviseringer, sengelukninger og tilpasninger, som er et krav for at bygge og flytte sammen under fælles tag.

I patientens fodspor
Inden middag nåede Regionsrådet også et oplæg ved professor Torben Ørntoft, Molekylærmedicinsk Afdeling, om moderne genanalyser og kræftsygdomme.

Mandag eftermiddag er Regionsrådet inviteret på en rundvisning tilrettelagt som et patientforløb. Undervejs skal regionsrådet besøge seks afdelinger, og høre om seks forskellige emner:

  • Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y. Føtal medicin
  • Center for sjældne sygdomme. Medfødte misdannelser
  • Børneafdelingen. Neonatal pædiatri og hjertesygdomme
  • Børneintensiv, Anæstesiologisk-intensiv Afdeling I. Intensiv behandling af medfødte hjertesygdomme
  • Hjertemedicinsk Afdeling B. Invasiv hjertemedicinsk behandling
  • Stråleterapien, Onkologisk Afdeling D. Stråleterapi og partikelanlæg