Lokale beboergrupper i Risskov havde mandag aften kaldt til et borgermøde at høre nærmere om planerne for bygningerne og grunden ved det psykiatriske hospital, Aarhus Universitetshospital Risskov. Tilstrømningen var større end forventet.




Lokale beboergrupper i Risskov havde mandag aften kaldt til et borgermøde at høre nærmere om planerne for bygningerne og grunden ved det psykiatriske hospital, Aarhus Universitetshospital Risskov. Tilstrømningen var større end forventet.


En propfuld sal af interesserede naboer spurgte til fremtiden for det hospital, der har været en god nabo. Foto: Poul Nyholm/RG-DNU

Begyndte før tid
Borgermødet, der blev afholdt i hospitalets auditorium, begyndte ti minutter før planlagt. Årsagen var, at lokalet da allerede var mere end fyldt af interesserede. Yderligere interesserede borgere trykkede sig til lyttende til i auditoriets foyer.
Det var Vejlby-Risskov Fællesråd og SF-Øst, der stod for mødet, som er afledt af en stor offentlig interesse for, hvad det attraktive område tæt på byen, skoven og stranden vil blive brugt til, når regionen sælger hospitals-matriklerne. De op mod 162 år gamle lokaliteter bliver tomme, når voksen- og ungepsykiatrien efter planen i 2019 flytter ind i Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby.

De store planer
Som oplægsholder var inviteret Frank Skriver Mikkelsen, projektdirektør ved DNU. Han fortalte om den behandlingsmæssige baggrund for udflytningen, om den valgte OPP-løsning og om tidsplanen for projektet.
OPP står for Offentlig Privat Partnerskab og betyder i denne sammenhæng, at det konsortium, der vil blive valgt til at overtage det nuværende hospital også skal bygge og stå for driften af de nye bygninger i Skejby i en 30-årig periode. Dette er en politisk beslutning. Ved udflytningen vil somatikken og psykiatrien – og den behandlingsmæssige ekspertise blive samlet.


Frank Skriver Mikkelsen - i blå skjorte - blev spurgt om forhold, der end nu ikke er besluttet. Foto: Poul Nyholm/RG-DNU

Se Frank Skrivers Mikkelsens oplæg.

Afventer lokalplan-afklaring
Selvom planlægningen af Risskov-udflytningen har pågået over flere år, ligger der endnu ikke meget konkret. To konsortier er inde i billedet, men hvilket, der bliver valgt, afklares først for regionens vedkommende efter sommerferien. Dernæst kommer Aarhus Kommune aktivt ind i billedet og vil stå for den efterfølgende planlægning med lokalplaner m.m. inden der i Aarhus Byråd bliver truffet politiske beslutninger.
Den kommunale planlægning blev beskrevet af Lisbeth Errboe Svendsen, forvaltningschef i Aarhus Kommune.

Se Lisbeth Errboe Svendsens oplæg om det kommende arbejde med offentlige lokalplaner m.m.

Bevare kvaliteter og adgang
De fremmødtes store interesse gælder muligheden for at bevare adgangen til hospitalets park, at sikre de historiske bygninger og hospitalets museum. Alle tre elementer står mange naboers hjerte nær.
Af andre elementer, som kom op i en til tider næsten ophidset udspørgen var bl.a. de kommende bebyggelsesprocenter, byggehøjder og trafikafviklingen fra de formodentlig op mod 1.000 nye boliger. Spørgsmål, som endnu ikke er afklaret.

De interesserede borgere rettede også en række spørgsmål og bud til de kommunal og regionspolitikere, som ikke til stede:
– Regionen skulle have lagt skærpede fredningsregler for hele området.
– Kommunen bør købe alle de fredede bygninger og dermed sikre disse.
– Den Gamle By bør overtage og sikre Psykiatrisk Hospitals Ovartaci-museum.