Med en donation på 21,5 mio. kr. gør TrygFonden det muligt at udvide Familiehuset ved Aarhus Universitetshospital. Målet er at gøre Familiehuset klar til at tage imod flere familier fra hele landet, når Aarhus Universitetshospital i løbet af de næste år samler alle specialer i behandlingen af alvorligt syge børn i Skejby.
Knap to år efter indvielsen af TrygFondens Familiehus har huset bevist sit værd i en grad, som gør, at TrygFonden nu giver 21,5 mio. kroner til en udvidelse af huset. Regionsrådet i Midtjylland har netop godkendt udvidelsen, og dermed står huset over for en lille fordobling i antallet af værelser, som kan blive hjemlig base for forældre og søskende til alvorligt syge og langtidsindlagte børn.
500 familier fra hele landet har indtil nu boet i TrygFondens Familiehus. I 2013 kom 43 pct. fra Region Midtjylland, mens resten fordelte sig på de øvrige regioner i Danmark. I TrygFonden er man ikke i tvivl om, at udvidelsen er på sin plads.
- Vi ved, at huset gør en forskel for de familier, der måske ellers er tvunget til at leve adskilt i lange perioder. Når vi samtidig ved, at Aarhus Universitetshospital inden for de næste fem år både samler alle hospitalets børneafsnit i Skejby og samtidig bliver centrum for helt nye funktioner, der vil trække små patienter fra hele landet, er jeg ikke i tvivl om, at der er behov for en udvidelse, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Det er bl.a. udsigten til, at Aarhus Universitetshospital i 2017 etablerer Det Nationale Center for Partikelterapi, som får behovet til at vokse. Her kommer man eksempelvis til at behandle børn fra hele Danmark med kræft i hjernen.
Fremmer lysten til at spise og lege
I praksis fungerer huset som en fredelig oase for familierne, hvor også bedsteforældre kan være og hjælpe til med at passe raske søskende, vaske tøj og lave mad. De indlagte børn kan komme på besøg i husets hyggelige omgivelser og være sammen med forældre og søskende næsten som derhjemme. Der er i dag plads til 12 familier ad gangen – med udvidelsen bliver der plads til 22. Vinni Stenholt, leder af TrygFondens Familiehus, oplever mange positive tilbagemeldinger.
- Mange af familierne bor her over længere tid og vender tilbage, så vi kommer til at kende dem godt. Og det er min oplevelse, at huset og mulighederne for samvær – også med de andre familier – er en stor støtte. Det er svært at være det barn, der er sygt, det er svært at være mor og far, og det er svært at være søskende. Huset giver plads til at holde sammen og giver alle en pause fra det kliniske hospitalsmiljø, som hele tiden minder alle om sygdommen. Jeg har set konkrete tilfælde på, at det rent faktisk fremmer børnenes lyst til at spise og lege, siger Vinni Stenholt.
Det er primært familier til kræftramte børn, for tidligt fødte samt børn med nyre- og urinvejssygdomme og hjertesygdomme, der bor i huset. Ud over tre fastansatte er der over 50 frivillige tilknyttet huset. De passer børnene, laver aktiviteter for dem, bager og arrangerer fællesspisning og står bag tilbud om bl.a. manicure, frisør, massage og mindfulness.
- De frivillige har en kæmpe betydning for familierne. De hygger om alle og har tid til at lytte til både børn, forældre og bedsteforældre. Vores drift og aktiviteter er baseret på de frivilliges store indsats samt sponsorater, legater og fonde, og vi har fortsat brug for midler for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor håber jeg, at TrygFondens bidrag kan inspirere andre, siger Vinni Stenholt.
Projekteringen af byggeriet er klar til at gå i gang, og de nye værelser skal stå klar, inden Det Nationale Center for Partikelterapi tages i brug i 2017. Imens byggeriet står på, vil TrygFondens Familiehus fortsat kunne huse 12 familier.
TrygFondens Familiehus blev indviet i maj 2012 som et samarbejde mellem Regionsrådet i Midtjylland, Aarhus Universitetshospital og TrygFonden. TrygFonden har finansieret etablering af huset og den kommende udvidelse med i alt 48,5 mio. kroner. Fonden ”De Små Glæders Legat” er hovedsponsor på inventar, mens Kræftens Bekæmpelse er underskudsgarant for driften i 10 år.
For yderligere information kontakt:
- Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden: 3056 3432, kb@trygfonden.dk
- Vinni Stenholt, daglig leder af TrygFondens Familiehus: 3092 2304, vinnsten@rm.dk
- Vibeke Krøll, sygeplejefaglig direktør, Aarhus Universitetshospital: 2095 7259, vibekroe@rm.dk
Om TrygFondens Familiehus
- Familier til langtidsindlagte børn på Aarhus Universitetshospital kan flytte midlertidig ind i TrygFondens Familiehus, så de er tæt på det indlagte barn.
- 500 familier fra hele landet har boet i huset siden etableringen i 2012.
- TrygFondens Familiehus har en gennemsnitlig belægningsprocent på 85 – i fem af årets måneder i 2013 var den over 90.
- Familierne bor i huset i gennemsnitligt 14 dage, men enkelte familier bliver boende i flere måneder.
- I dag er der plads til 12 familier i huset, og med udvidelsen vil huset kunne rumme 22 familier.
- Familien skal selv betale et mindre beløb (100 kr.) for værelset pr. nat. Nogle familier vil kunne få dette beløb godtgjort ved deres hjemkommune.
- Hver familie har eget værelse med bad. Derudover er der store fællesarealer med køkken, lege- og aktivitetsrum, opholdsstuer, musikrum, vaskerum, motionsrum, spa og hjemmebiograf.
Afhængig af støtte
- Familiehuset er en selvejende institution, hvis drift og aktiviteter er funderet på sponsorater, legater og fonde.
- Familiehuset er fuldt ud afhængig af udefra kommende penge og midler for at kunne hjælpe de mange familier i huset.
- Man kan som fond eller virksomhed fx adoptere et af de 12 værelser i huset.
- Privatpersoner kan også donere til huset.
- Se mere på www.trygfondensfamiliehus.dk
Børnefamilier fra hele landet bor i TrygFondens Familiehus
I 2013 så fordelingen af familierne således ud:
- 43 pct. fra Region Midtjylland
- 32 pct. fra Region Syddanmark
- 11 pct. fra Region Nordjylland
- 8 pct. fra Region Sjælland
- 5 pct. fra Region Hovedstaden
- 1 pct. fra Færøerne, Norge, Sverige
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere om TrygFondens aktiviteter på www.trygfonden.dk