Regionsrådet i Region Midtjylland sagde ja til OPP-projekt med CASA A/S.
Regionsrådet i Region Midtjylland sagde ja til OPP-projekt med CASA A/S.
Det bliver CASA A/S fra Horsens, der skal bygge et nyt parkeringshus ved Regionshospitalet Silkeborg og stå for driften i mindst 10 år. Det besluttede regionsrådet i Region Midtjylland på sit møde 26. februar.
P-huset opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP-projekt). Konkret betyder det, at CASA opfører p-huset for en anlægssum på 45 millioner kroner. Som betaling får CASA ret til at drive betalingsparkering på alle hospitalets parkeringspladser.
- Vi er ikke stolte af de nuværende parkeringsforhold ved Regionshospitalet Silkeborg. Men nu ser vi frem til, at vi inden længe kan byde vores patienter, deres pårørende og vores personale velkommen i et tidssvarende p-hus, siger lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt.
Der bliver plads til 330 biler i det nye p-hus, som skal ligge på det nuværende parkeringsområde mellem bygning 14, kapellet og den private villa på Glentevej 7. P-huset opføres med en etage under terræn og to en halv etage i forskudt plan over terræn med en maksimal højde på otte meter. P-huset kommer til at fremstå med et let, åbent og homogent facadeudtryk i tegllameller, som grønne planter kan vokse op langs. Byggeriet bliver miljø- og energirigtigt fx med solceller, der kan drive LED-belysning, skiltning og ventilation. En gangbro i glas vil forbinde p-huset med hospitalsbygningerne.
Arkitekten har lagt vægt på at skabe et overskueligt p-hus med udgangspunkt i ”One way parking” - et nyt og meget enkelt flowkoncept med én vej ind, én vej rundt og én vej ud.
Fire entreprenører afleverede konditionsmæssige tilbud til tiden. Hospitalsenhed Midt har i samarbejde med COWI evalueret de fire tilbud efter følgende vægtning:
Økonomi: 50 procent.
Kvalitet: 40 procent.
Finansiel robusthed: 10 procent.
CASA scorede bedst i økonomi og finansiel robusthed - og næstbedst i kvalitet. CASA kom bedst ud af den samlede vægtning.
CASA opfører p-huset ved Regionshospitalet Silkeborg fra april 2014 til april 2015.
Yderligere oplysninger: Projektleder Sten Hansen, Teknisk Afdeling, Hospitalsenhed Midt, tlf. 7841 5053 - mobil 2935 6043.
Vedhæftet visualisering af det kommende p-hus: Af Aart Architects.