Fremtidens læger får en forsmag på livet som praksislæge i de nordvestjyske lægehuse, når Region Midt, praktiserende læger og Holstebro Kommune arrangerer 3-ugers praktik med lokalt ophold for 13 medicinstuderende fra Aarhus.




Fælles pressemeddelelse fra Holstebro Kommune og Region Midtjylland:

Fremtidens læger får en forsmag på livet som praksislæge i de nordvestjyske lægehuse, når Region Midt, praktiserende læger og Holstebro Kommune arrangerer 3-ugers praktik med lokalt ophold for 13 medicinstuderende fra Aarhus.

Faglige fællesskaber med engagerede praksislæger i attraktive uddannelsesmiljøer er udgangspunktet for en særlig charmeoffensiv for østjyske medicinstuderende. For første gang får de mulighed for at gennemføre deres praktikperiode i almen praksis i det nordvestjyske område.

Målet er, at de studerende får så et godt indtryk af områdets arbejdsliv og fritidsmuligheder, at de i højere grad vælger det nordvestjyske område, når de senere skal i uddannelsesstilling som læge.

Afstanden mellem Aarhus og Holstebro indbyder ikke til daglig transport i praktikperioden. Derfor bliver gruppen af medicinstuderende indkvarteret på værelser i Idrætscenter Vest og får cykler til rådighed, så de let kan transportere sig rundt og opleve byen og egnen efter arbejdstid.

Faglig fremtid i vest
Initiativet med praktikophold i almen praksis i det nordvestjyske er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Holstebro Kommune, Region Midtjylland og de praktiserende læger i området.

- Det er første gang, vi prøver denne tilgang, og vi håber meget på positiv respons fra de studerende, siger chefkonsulent for sundhedsområdet i Holstebro Kommune, Kirsten Vinther Løgsted, og fortsætter:

- De lokale praktiserende læger har taget rigtig godt imod initiativet, og er klar til at vise rammerne for det gode praksisliv og styrkerne i det kollegiale samarbejde. Vi håber, at et ophold tidligt i studieforløbet vil motivere nogle af de studerende til en fremtid i området.

Gode rammer gør det ikke alene
Flere steder i regionen er det svært at rekruttere yngre læger, når en ældre læge går på pension. Derfor har Region Midtjylland i samarbejde med kommunerne samt Praktiserende Lægers Organisation (PLO) sat en række initiativer i værk, og charmeoffensiven i Holstebro er et af dem.

- Vi har gode erfaringer med at etablere attraktive fysiske rammer omkring de praktiserende læger, så de kan undgå at investere i klinikbygninger og i stedet leje dem af region eller kommune. Samtidig må vi også sige, at de gode rammer ikke gør det alene i forhold til tiltrækning af unge læger. Derfor vil vi skabe interesse og kendskab til området i løbet af studietiden”, siger kontorchef i Region Midtjylland, Lasse Guldbrandsen.

Læge Anne Kristensen er enig i den betragtning. Hun er praktiserende læge i Holstebro og har været medvirkende til at få projektet forankret lokalt.

- Det er helt sikkert vigtigt, at der er gode rammer om vores virke som praktiserende læger. Først og fremmest er det dog arbejdet med vores patienter og det gode samarbejde med kolleger i vores egen praksis og udenfor, som skaber kvaliteten. Vi glæder os til at vise de studerende, hvor godt det fungerer, og hvor vigtigt det faglige miljø er, siger Anne Kristensen.

Udover selve praktikken får de studerende også en smagsprøve på livet efter fyraften med en række sociale, kulturelle og faglige aktiviteter arrangeret af Holstebro Kommune.

De 13 studerende er i praktik hos Lægehuset Ulfborg-Vemb, Vinderup Lægehus og i lægepraksis i Holstebro by.


Flere oplysninger

Fakta

  • Holstebro Kommune kan være behjælpelig med kontakt til lægepraksisser og studerende, hvis der er interesse i at høre mere om erfaringerne med 3-ugerspraktikken. Kontakt Kirsten Vinther Løgsted for nærmere information.