14-03-2014



I løbet af de seneste seks år har Foreningen Vestdansk Investeringsfremme været med til at skabe eller fastholde 3.500 arbejdspladser i Vestdanmark. Et eksempel er DuPont koncernens Aarhus-baserede forskningsafsnit i fødevarer og ingredienser.


Et tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet og de tre vestdanske regioner Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark om at tiltrække udenlandske investeringer har i de seneste seks år betydet, at der er skabt eller fastholdt mindst 3.500 job i det private erhvervsliv.

Det fremgår af årsrapporten fra Foreningen Vestdansk Investeringsfremme.

Foreningen har otte regionale projektledere i Aalborg, Aarhus, Herning, Kolding og Odense. De kortlægger og markedsfører vestdanske kompetencer og klynger af virksomheder over for potentielle udenlandske investorer. Og så sikrer de, at Udenrigsministeriets Invest Managers i udlandet altid er opdaterede på, hvad de vestdanske regioner kan tilbyde udenlandske virksomheder. Desuden besvarer de spørgsmål og viser rundt i Danmark, når en investor har fattet interesse for at undersøge mulighederne her.

Job skaber flere job
Af de 3.500 job er 1.334 skabt eller fastholdt inden for Region Midtjyllands grænser. I fjor drejede det sig om 219 midtjyske arbejdspladser, som de udenlandske investeringer har genereret.

”Det er flotte resultater, og vi ved fra flere undersøgelser, at hver gang en udenlandsk virksomhed ansætter to medarbejdere i Danmark, opstår der mindst en ekstra arbejdsplads som en afledt effekt”, siger regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland. Her henviser han til analysebureauet Oxford Research, der taler om en afledt jobskabelse på 0,66 job for hver fastholdt eller skabt arbejdsplads i Denmark.

Energi og fødevarer
Ifølge Bent Hansen er det desuden glædeligt, at mange af de job, som de udenlandske virksomheder har sikret, findes i brancher, som knytter sig til de midtjyske styrkepositioner – eksempelvis inden for energi og fødevarer.

Det drejer sig blandt andet om den kinesiske virksomhed Xunda, som via sit europæiske hovedkontor i Danmark nu har stiftet et fælles selskab med Passat Energi, der har hovedsæde i Tjele. Dette har foreløbig medført 14 nye arbejdspladser.

På fødevareområdet har FVI etableret en tæt kontakt til den nye nationale fødevareklynge, Danish Food Cluster, der har hovedsæde i Region Midtjylland. Desuden har FVI bistået den amerikanske DuPont-koncern med etableringen af et Centre of Excellence i Aarhus – med 80 nye jobs til følge.

Nye job og velfærd
Også inden for velfærdsteknologi har flere udenlandske virksomheder kastet deres kærlighed på Midtjylland. Den svenske it-virksomhed Cambio, der leverer it-løsninger til sundhedsvæsnet, har åbnet et kontor i Midtjylland og etableret nye jobs.

I fjor blev der desuden etableret et samarbejde mellem Det Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus, den tyske Fraunhofer-Gesellschaft ISST og Systematic om udvikling af indendørs lokalisering af udstyr til hospitalssektoren. Fraunhofer er en førende europæisk forskningsorganisation med ca. 15.000 ansatte fordelt på 58 forskningsinstitutter i Tyskland. Samarbejdsaftalen forventes at føre til mindst to nye jobs i 2014 og flere de kommende år.

Danmark er attraktiv
Samlet set har Danmark gode kort på hånden, når det gælder om at lokke udenlandske virksomheder hertil. Verdensbanken har i 2013 for tredje år i træk kåret Danmark som det bedste land i Europa at drive virksomhed i, mens IBM’s ”Global Location Trends”-rapport stempler Danmark som det land i verden, der er næstbedst til at tiltrække værdifulde udenlandske investeringer.

Se også pressemeddelelse fra FVI – med bl.a. citat fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen


Yderligere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Malou Munkholm, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1123 / 2946 8880
malou.munkholm@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne


FAKTA OM
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem de tre vestdanske regioner – Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark – og Invest in Denmark under Udenrigsministeriet. Samarbejdet blev etableret i 2006 og skal sikre en sammenhængende investeringsfremmeindsats med henblik på at tiltrække og fastholde flere udenlandske investeringer til/i Vestdanmark.