24-03-2014



Det er de store linjer, der skal drøftes, når Region Midtjylland torsdag inviterer kommuner, varmeværker med flere til møde om omstilling af energisystemet. I det kommende år vil parterne diskutere, hvem der gør hvad på vej mod en bæredygtig energiforsyning.

Hvordan får vi femdoblet vindkraften i det midtjyske? Hvordan får vi flis, gylle og halm kørt i stilling til at tage over efter kul, naturgas og olie? Og hvordan får vi energien til at flyde i et netværk af effektivitet og forsyningssikkerhed?
Det er tre af de spørgsmål, som trænger sig på, når Region Midtjylland torsdag sætter blandt andre kommunerne og en række varmeværker stævne i Viborg.
”De nationale mål om 100 procent vedvarende energi skal vi først nå i 2050, men det er nu, vi skal træffe de rigtige valg”, siger udviklingskonsulent Louise Langbak Hansen, Regional Udvikling i Region Midtjylland.
”Udfordringerne på energiområdet rækker langt ud over kommunegrænserne - både i forbindelse med produktion, forbrug og distribution, og derfor skal løsningerne koordineres. Det handler ikke kun om teknologier, men i lige så høj grad om nye samarbejdsformer, nye organiseringer og nye roller”, siger hun.

Langt til 100
Mødet er det første i et fælles strategiprojekt ”MIDT.Energistrategi”, som skal løbe frem til sommeren 2015. Det støttes af Region Midtjylland med 1,5 mio. kroner og af Energistyrelsen med 2,5 mio. kroner.
”Udgangspunktet her i regionen er, at vi allerede har opnået en andel af vedvarende energi på 29 procent, hvor landsgennemsnittet på 24 procent. Men der er lang vej til de 100 procent, især fordi vi fremover bliver nødt til at sammentænke el-, gas- og fjernvarmenettene på en helt ny måde”, siger Louise Langbak Hansen.

Tre spor
Forud for torsdagens drøftelser har regionen kategoriseret problematikkerne i tre hovedspor og knyttet dem til relevante aktører.
Det er:

• Det vestjyske ressourceområde - Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Lemvig, Struer og Skive kommuner samt flere forsyningsselskaber og universiteter. Gruppen vil komme med et bud på de vedvarende energiressourcers størrelse og hensigtsmæssige anvendelse i Midtjylland.

• Det østjyske bybånd - Horsens, Hedensted, Skanderborg, Århus, Silkeborg, Randers og Odder Kommuner samt de store varmeforsyningsselskaber i de østjyske kommuner. Gruppen vil drøfte varme- og kraftvarmesektorens omstilling i forhold til strategier, teknologier samt effektive og driftsikre forsyningsnetværk.

• Det åbne land – Norddjurs, Syddjurs, Viborg, Randers, Favrskov, Hedensted og Samsø kommuner samt forsyningsselskaber. Gruppen beskæftiger sig med løsninger til landområder og skal især have øje for, om disse løsninger kan give erhvervsudvikling og arbejdspladser, og om de kan gøres attraktive for boligejerne.

Målrettet erhvervsudvikling
Det er en del af den regionale udviklingsplan at arbejde for mere vedvarende energi. Men derudover vil regionen gerne koble energiplanlægningen med erhvervsvækst og midtjyske jobs og igangsætter derfor sideløbende med projektet et analysearbejde. Det sker med henblik på at designe fremtidige erhvervsudviklingsinitiativer, så de både kan styrke virksomhederne og den grønne udvikling.


Se program for torsdagens møde


Billedtekst:
Vind, biomasse og sol skal være de vigtigste energiressourcer i fremtidens energiforsyning, og det kræver en koordineret indsats, sådan som Region Midtjylland lægger op til nu. Foto: Flemming Nielsen
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen, når fotografen krediteres. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.


Flere oplysninger:

Louise Langbak Hansen
Udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1808
louise.langbak@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne

FAKTA om:
Partnerskabet bag projekt MIDT.Energistrategi består af Region Midtjylland, de 19 kommuner, 13 varmeværker, 2 universiteter, Samsø Energiakademi, INBIOM (innovationsnetværket for biomasse), Dansk Fjernvarme samt flere andre centrale energiaktører i det midtjyske område. Projektet får støtte fra Energistyrelsens pulje til strategisk energiplanlægning.