Aarhus-forskere har fundet en ny kemisk ændring i prostatakræft, der på sigt vil kunne udnyttes til at sikre en mere målrettet og individualiseret behandling af sygdommen.
Mange opereres unødvendigt
I Danmark rammes mere end 4000 mænd hvert år af prostatakræft, hvilket gør denne kræftform til den hyppigste blandt danske mænd. I dag opdages prostatakræft ofte på et tidligere stadie. Dog kan de tidlige undersøgelser ikke skelne sikkert mellem ondartet prostatakræft, der kræver hurtig behandling, og godartet prostatakræft, som en mand vil kunne leve med i resten af sit liv uden betydelige symptomer.
Derfor opereres mange mænd i dag for prostatakræft, også i tilfælde hvor dette ikke var nødvendigt. Mange danske mænd lever derfor med betydelige bivirkninger fra en behandling, de reelt ikke havde brug for eller har gavn af.
Forskere finder forskellen på godartet og ondartet prostatakræft
Udviklingen af en ny og bedre test til at afgøre aggressiviteten af patientens sygdom er derfor meget eftertragtet, så man bedre kan tilrettelægge behandlingen for den enkelte patient og undgå overbehandling.
Forskere fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) ved Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet har analyseret vævsprøver fra flere hundrede patienter med prostatakræft.
Herved har forskerne fundet en kemisk ændring (kaldet ”DNA hypermetylering”) et helt specifikt sted i arvemassen, der forekommer i særlig høj grad i kræftceller, og som forskerne har opdaget kan skelne mellem godartet og ondartet prostatakræft.
Ved at måle niveauet af denne kemiske ændring kan de fastslå hvor alvorlig sygdommen er. Håbet er at denne nye viden i fremtiden kan bruges til at vejlede læger om hvor aggressiv kræften er, og om operation er nødvendig.
Fakta
- Resultaterne af projektet er netop publiceret i et af de førende internationale tidsskrifter på området, Clinical Cancer Research. Artiklen er desuden blevet udvalgt til tidsskriftets månedlige highlights, hvor de videnskabelige redaktører fremhæver de 3-4 mest spændende nye artikler.
- Arbejdet er udført af ph.d. studerende Helle Kristensen og lektor Karina Dalsgaard Sørensen fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) ved Aarhus Universitetshospital (AUH) i samarbejde med forskere fra Urinvejskirurgisk Afdeling og Patologisk Institut på AUH, foruden samarbejdspartnere i Schweiz, Tyskland, Sverige og Finland.
- Projektet er finansieret af Kræftens Bekæmpelse, John og Birthe Meyers Fond, Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Lundbeckfonden
- Reference: Kristensen H, Haldrup C, Strand S, Mundbjerg K, Mortensen MM, Thorsen K, Ostenfeld MS, Wild PJ, Arsov C, Goering W, Visakorpi T, Egevad L, Lindberg J, Grönberg H, Høyer S, Borre M, Ørntoft TF, and Sørensen KD: Hypermethylation of the GABRE~miR-452~miR-224 promoter in prostate cancer predicts biochemical recurrence after radical prostatectomy, Clin Cancer Research 2014, 20(8):2169-81. Amet
Flere oplysninger
- Lektor Karina Dalsgaard Sørensen, Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA) Tlf: 7845 5316, Mobil: 20 64 43 63
karina.dalsgaard@ki.au.dk