Region Syddanmark og Region Midtjylland vil have uafhængige udenlandske eksperter til at gennemgå behandlingen af de patienter, der er blevet overmedicineret af kemostoffet cabazitaxel.
Region Syddanmark og Region Midtjylland vil have uafhængige udenlandske eksperter til at gennemgå behandlingen af de patienter, der er blevet overmedicineret af kemostoffet cabazitaxel.
Der skal ikke kunne rejses tvivl om, hvilken indvirkning overmedicineringen af patienterne fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Vejle Sygehus har haft på patienternes helbred.
Derfor tager Region Syddanmark og Region Midtjylland nu initiativ til en uvildig undersøgelse af patientforløbene.
- Vi tager denne sag meget alvorligt, og derfor er det også bydende nødvendigt, at der ikke kan efterlades nogen tvivl om objektiviteten i vores undersøgelser. Derfor har Region Syddanmark og Region Midtjylland i fællesskab valgt at få en eller flere internationale eksperter til at gennemgå patientforløbene, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.
Regionerne vil drøfte kommissoriet med Sundhedsstyrelsen, inden opdraget sættes i gang.
Metoden med eksterne ekspertvurderinger bliver ofte benyttet i sundhedsvæsenet. Eksempelvis når sygehusene konstaterer påfaldende forskelle i dødeligheden blandt patienterne, der kan have relation til behandlingen.
Del af en redegørelse
Ministeren for Sundhed og Forebyggelse har bedt om en grundig redegørelse af forløbet, hvor 104 patienter er blevet overmedicineret med kemostoffet cabazitaxel. I den forbindelse har ministeren også bedt regionerne om en fornyet gennemgang af patientforløbene i både Region Midtjylland og Region Syddanmark.
- Det kan ofte være gavnligt at få friske øjne på en sag. De kan måske se noget andet, end vi kan, og derfor er en ekstern gennemgang det helt rigtige værktøj, siger Ole Thomsen, der er sundhedsdirektør i Region Midtjylland.
Stoffet cabazitaxel benyttes fortrinsvis som livsforlængende behandling til visse patienter med prostatakræft. Stoffet kan selv i korrekte mængder give alvorlige bivirkninger såsom infektioner, da patienternes immunforsvar bliver svækket under behandlingen.
Erstatning til patienter
Patienterstatningen har på nuværende tidspunkt gennemgået fire ud af i alt 25 anmeldelser i forbindelse med overmedicineringen. En enkelt patient fra Region Midtjylland har fået medhold fra Patienterstatningen i, at den pågældende har oplevet bivirkninger i forbindelse med en overmedicinering.
En enkelt patient fra Region Syddanmark har ifølge Patienterstatningen med overvejende sandsynlighed oplevet forværrede gener i en periode i forbindelse med overmedicineringen. Den pågældende er dog ikke blevet tilkendt erstatning, fordi erstatningsbeløbet er under lovens minimumgrænse på 10.000 kroner.
De resterende to har fået afvist deres sager.
- Det er ikke nogen let sag at vurdere effekterne af en overmedicinering i sager som disse.
Medicinen kan selv i korrekte mængder give alvorlige bivirkninger, og det kan være svært at vurdere, om bivirkningerne ville have været anderledes ved en normal dosis. Vi tager naturligvis afgørelsen til efterretning og beklager mange gange overfor de patienter og pårørende, som kan have været påvirket af unødige bivirkninger, siger Jens Elkjær.
104 patienter er overmedicineret
I alt er 104 patienter blevet overmedicineret med kemostoffet. I Region Midtjylland drejer det sig om 28 tilfælde, mens Region Syddanmark har haft 76 tilfælde.
Oprindeligt var antallet af syddanske patienter 78, men to af patienterne på Odense Universitetshospital blev imidlertid ikke som planlagt behandlet med den medicin, som sygehusapoteket havde forberedt.
Flere oplysninger
- Koncerndirektør Ole Thomsen, Region Midtjylland, tlf. 2146 9807
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
- Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, tlf. 2946 7125
Læs tidligere udsendt pressemeddelelse, fakta og redegørelse til regionsrådet:
Fakta
- Sundhed.dk Hvad er kemoterapi?