15-05-2014
Vanting Sø bliver rammen om festlighederne, når landsbyen Ølstrup næste fredag modtager regionens landsbypris. De 150.000 kroner, som følger med prisen, skal bruges til en aktivitetsplads for Ølstruppere i alle aldre.
På næste fredag kunne de godt have brugt det multihus, som de drømmer om i den vestjyske landsby Ølstrup. Det ville have været fint med sådan et nybyggeri, der kunne rumme festlighederne i anledning af, at byen modtager Region Midtjyllands landsbypris 2014.
Men multihuset er endnu kun på tegnebrættet, så prisoverrækkelsen kommer til at foregå i et telt, der til gengæld bliver rejst helt nede ved byens stolthed, Vanting sø.
En sø, som borgerne har etableret og gjort attraktiv med badebro, borde, bænke og strandsand fra Vesterhavet.
Grøn overhaling
For sådan er de i Ølstrup.
De sidder ikke på hænderne - og da slet ikke pensionisterne, som netop nu er i gang med at give byens grønne områder en overhaling. Havde de drømt om et afslappet otium, skulle de nok have valgt en anden by at blive gamle i end netop Ølstrup.
Et fyldt telt
På fredag vil næstformand for Regionsrådet i Region Midtjylland Bente Nielsen stå for overrækkelsen af regionens landsbypris 2014, og ud over flertallet af de 287 ølstruppere vil teltet rumme en halv snes repræsentanter for regionsrådet, Ringkøbing-Skjerns borgmester Iver Enevoldsen samt formanden for Den Lokale AktionsGruppe for Ringkøbing-Skjern Kommune (LAG) Anette Gaasdal.
Vindmøllepark
Dagens program byder blandt andet på en rundtur i byen og ud til den nærliggende vindmøllepark, der på flere måder har påvirket byens udvikling, lige som der bliver mulighed for at høre Ølstrup-sangen, der øjensynlig er populær i byen. I hvert fald har den fået en fremtrædende plads, som den sidder klistret ind i alle højskolesangbøgerne henne i sognegården.
Penge til planer
Med landsbyprisen følger 150.000 kroner, som beboerne i Ølstrup kan bruge på at realisere nogle af deres mange fremtidsplaner. Herunder et multihus med en lege- og aktivitetsplads for ølstruppere i alle aldre. Der er også planer om at skabe nyt liv i den gamle mejeribygning – måske genopstår den som et værested for kunstneriske sjæle.
Fem tidligere modtagere
Det er sjette gang, at prisen uddeles. De forrige år er den gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune og Nørager i Norddjurs Kommune - i nævnte rækkefølge.
Ølsted ligger for øvrigt kun seks kilometer fra Spjald, som modtog landsbyprisen i 2010.
Billedtekst:
Vanting Sø blev indviet for mindre end et år siden og er blevet et populært udflugtsmål. Nu skal den danne ramme om uddeling af regionens landsbypris 2014. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger:
Poul Erik Christensen, formand for
regionsrådets rådgivende udvalg
for regional udvikling
Telefon: 2496 9630
poul.erik.christensen@rr.rm.dk
Karsten Bækgaard, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1702
karsten.baekgaard@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne
FAKTA om
Den regionale indsats for landdistriktsudvikling tager udgangspunkt i Vækstforums erhvervsudviklingsindsats, hvor især områderne energi og miljø, fødevarer og turisme har en kobling til landdistrikterne.
Region Midtjylland sætter med uddeling af den årlige Landsbypris fokus på de landsbyer, som via et stort lokalt engagement formår at udvikle sig positivt og kan være til inspiration for andre.