Faste besøgstider på hospitalerne har overlevet sig selv, så nu foreslår Region Midtjyllands hospitalsudvalg, at besøgstiderne bliver afskaffet i det omfang, det kan lade sig gøre.
Faste besøgstider på hospitalerne har overlevet sig selv, så nu foreslår Region Midtjyllands hospitalsudvalg, at besøgstiderne bliver afskaffet i det omfang, det kan lade sig gøre.
Kampen for at nå at besøge en pårørende på hospitalet inden for en bestemt besøgstid er ved at være en saga blot.
Det rådgivende udvalg på hospitalsområdet i Region Midtjylland anbefaler nemlig, at alle hospitaler i Region Midtjylland generelt indfører fri besøgstid i det omfang, det kan lade sig gøre.
Undtagelsen er for eksempel afdelinger, som har patienter indlagt på seks-sengs-stuer, hvor besøg hele dagen kan virke for belastende for patienterne.
- Vi arbejder hen imod et sundhedsvæsen på patientens præmisser, og derfor skal det også være patienten og ikke hospitalet, der bestemmer, hvornår det er rart med besøg. Samtidig vil vi gerne sende et signal om, at pårørende er velkomne på hospitalerne. Vi ser nemlig de pårørende som en ressource, forklarer formanden for hospitalsudvalget, Anders Kühnau (S).
Ro på barselsgangen
Forud for anbefalingen fra hospitalsudvalget ligger en undersøgelse af hospitalernes besøgstider og erfaringerne med samme.
Undersøgelsen viser, at der ikke opstår problemer – hverken for personale eller patienter - hvis hospitalerne lemper på de faste besøgstider.
- Der er tilfælde, hvor personalet må bede pårørende om at forlade stuen, hvis der skal foregå en undersøgelse på den patient, der har besøg eller på en medpatient, men det foregår i langt de fleste tilfælde i god ro og orden og opleves ikke som problematisk, siger Anders Kühnau.
Dog er der et enkelt sted, hvor patienterne selv efterspørger faste besøgstider; nemlig på barselsafsnittene, hvor den lille ny familie gerne vil have fred for barselsgæster engang imellem. Et ønske, Anders Kühnau gerne ser hospitalerne efterkomme.
Evaluering
Hospitalsudvalgets anbefaling om, at alle hospitaler i Region Midtjylland skal begynde at indføre fri besøgstid skal vedtages endeligt af regionsrådet på næste møde.
Hvis regionsrådet følger anbefalingen, så vil hospitalsudvalget tage sagen op igen om et års tid for at se, hvordan det er gået.
Fakta
- Se dagsordenspunkt 10 på Det Rådgivende Udvalg Vedrørende Hospitalsområdets dagsorden til mødet den 5. maj 2014
- Se notat til dagsordenspunkt 10 på Det Rådgivende Udvalg Vedrørende Hospitalsområdet møde den 5. maj 2014
Flere oplysninger
- Formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland,
Anders Kühnau (S), tlf. 23 60 27 68 - 14764 (7842)