Det er ikke længere hospitalet, der bestemmer, hvor meget medicin patienter, der har fået ny hofte, har brug for, og hvornår de er klar til at gå på arbejde eller køre bil. Et nyt koncept på Regionshospitalet Randers betyder, at hoftepatienterne selv har hånd i hanke med medicinen og selv tager ansvar for, hvornår de er parat til at klare hverdagen efter operationen.



Det er ikke længere hospitalet, der bestemmer, hvor meget medicin patienter, der har fået ny hofte, har brug for, og hvornår de er klar til at gå på arbejde eller køre bil. Et nyt koncept på Regionshospitalet Randers betyder, at hoftepatienterne selv har hånd i hanke med medicinen og selv tager ansvar for, hvornår de er parat til at klare hverdagen efter operationen.

Alle hidtidige restriktioner er fjernet, og i det informationsmateriale, patienten får før operationen, understreges det, at patienten selv er ansvarlig for at træne efter operationen, og at patienten selv skal beslutte, hvornår det er tid at dyrke sport, cykle, køre bil og dyrke sex.

- Vi har ændret alt vores informationsmateriale, fortæller overlæge Peter Revald, Ortopædkirurgisk Afdeling. Her på hospitalet kan vi operere og vejlede, men det er vigtigt, at patienterne selv tager ansvar for, at de træner bagefter, så de kan få deres dagligdag til at fungere igen, siger han.

Patienterne vurderer selv
Patienterne vurderer under indlæggelsen løbende på en skala fra 0 til 10, hvor stærke smerter, de har. De får ikke længere stærk smertestillende medicin som standard. De får nu en veldokumenteret ”smertepakke”, som består at tre forskellige og velkendte præparater, der angriber smerterne på tre forskellige måder. Det betyder, at patienterne på smerteskalaen ikke registrerer så stærke smerter, og det har fået forbruget af den stærke medicin til at falde. På samme måde registrerer patienterne, hvor stærke smerter de har, når de er kommet hjem fra hospitalet.

- Patienter, der ikke får stærk smertestillende medicin, får ikke de velkendte og ubehagelige bivirkninger i form af kvalme, svimmelhed og træthed, og derfor kan de komme hurtigere op at stå og gå, fortæller Peter Revald.

- Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at jo før patienterne kommer op, jo færre komplikationer opstår der, understreger han.

Tilfredse patienter
Under indlæggelsen stimuleres patienterne hele tiden til at være aktive og tage ansvar for sig selv.

- Vi serverer ikke længere maden for dem, fortæller Peter Revald. Og det er ikke, fordi vi ikke har tid, men udelukkende fordi det er bedst for patienterne, at de kommer ud af sengen og i tøjet og selv henter deres mad. De får selvfølgelig den hjælp, de har brug for.

Den nye metode betyder, at en patient, som får ny hofte, sædvanligvis kan udskrives efter mindre end to døgn. En stor dansk undersøgelse har vist, at det hurtige forløb giver stor tilfredshed blandt patienterne.

Regionshospitalet Randers forventer, at 300 patienter i år vil få indopereret ny hofte efter det nye koncept. Det er ca. 70 flere end i 2013. På landsplan har patienter, der får ny hofte i Randers og Holstebro, den laveste risiko for at skulle genopereres indenfor de første to år efter operationen.

Yderligere oplysninger:
Overlæge Peter Hvidbak Revald
Ortopædkirurgisk Afdeling
Regionshospitalet Randers
e-mail: petereva@rm.dk

Tlf.: 78422125