12-05-2014

Danske virksomheder og de midtjyske i særdeleshed er flittige brugere af innovations- og erhvervsfremmesystemet. Det fremgår af analyse, der samtidig tilintetgør myten om et uoverskueligt og bøvlet system.

Det danske innovations- og erhvervsfremmesystem i form af regionale væksthuse og innovationsnetværk er attraktivt.
Siden 2007 har midtjyske virksomheder deltaget mindst 6.000 gange i de regionale ordninger og mindst 3.600 gange i statslige programmer som eksempelvis videnkupon og erhvervsPhD. Dermed har de fået tilført ny viden, der skal skabe innovation, vækst og nye arbejdspladser.
Tallene er at finde i en analyse udarbejdet af regionerne, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Udenrigsministeriet, Miljøministeriet, Klima-Energi- og Bygningsministeriet samt Fødevareministeriet. Analysen er et led i det arbejde, som parterne udfører for at sikre, at der kommer mest mulig vækst og værdiskabelse ud af den virksomhedsrettede indsats.

To indgange
Samtidig viser analysen, at der er to centrale indgange til innovations- og erhvervsfremmesystemet: Det regionale væksthus og innovationsnetværkene, hvor virksomheder kan få lagt en langsigtet vækstplan, få viden om konkrete temaer og finde nye samarbejdspartnere.
Via Væksthus Midtjylland kan virksomhederne deltage i ordninger som VÆKSTmidt Accelerator og CleanTEKmidt, der skal tilføre dem viden om vækstmuligheder på nye markeder og om ny energibesparende teknologi.

De nye og de små
Samtidig viser analysen også, at der er en ”arbejdsdeling” mellem region og stat. De regionale ordninger fungerer især som indgang for de nye og mindre virksomheder, mens statens ordninger især er efterspurgt af de større virksomheder.
Regionalt screenes virksomhederne i deres lokale erhvervscenter. Herefter deltager de via den regionale indsats især i informations- og vejledningsaktiviteter samt netværk og modtager rådgivning, f.eks. via Væksthuset, GTS-institutter eller private rådgivere. I de nationale ordninger handler det derimod mest om at deltage i viden– og klyngesamarbejde.

De kommer igen
Hos mange virksomheder er erfaringerne så gode, at de deltager i flere vækst- og innovationsforløb på tværs af region og stat. Det gælder eksempelvis Holstebro-virksomheden Neoline A/S, der fremstiller LED belysning.
Her siger direktør Peder Givskov Pedersen , at ”Al den rådgivning, vi har fået, har øget vores sandsynlighed for at lykkes i sidste ende. Når man får støtte på den ene front, kan man jo bruge kræfterne på at styrke andre dele af virksomheden”.
Neolines deltagelse i det regionale CleanTEK-program blev brugt på at udvikle en særlig LED-driver. Efterfølgende har virksomheden med hjælp fra en vejleder i Væksthus Midtjylland fået det nationalt dækkende GTS-institut Delta til at lave et design review af sit produkt – altså en test af, at dens LED-rør kan holde til ekstrem kulde eller rystelser.
I det hele taget er de midtjyske virksomheder i front, når det gælder deltagelse i ordninger på både regionalt og nationalt niveau. Således har hver tredje virksomhed, som bruger det offentlige innovations- og erhvervsfremmesystem, deltaget i mere end én ordning siden 2007. 700 af dem har både deltaget i en midtjysk og en national ordning.

Nye arbejdspladser
Formand for Vækstforum Midtjylland Bent Hansen glæder sig over, at de kræfter regionerne har brugt på at skabe flere vækstvirksomheder via de regionale innovations- og erhvervsfremmeprogrammer, også afspejles i en stor nationalt dækkende kortlægning af hele systemet.
”Vi ved også fra målinger af ordningernes erhvervsøkonomiske effekt, at der er skabt mange midtjyske arbejdspladser via samarbejdet med de lokale erhvervskontorer om vækstkortlægning.
I Vækstforum vil vi arbejde på at skabe endnu flere midtjyske arbejdspladser og sammentænke ordningerne på tværs af kommune, region og stat til glæde for vores virksomheder” siger Bent Hansen.

Læs nærmere i rapporten
”Sammenhæng for vækst og innovation”


Se også artiklen om virksomheden NEOLINE A/S’ brug af det offentlige innovations- og erhvervsfremmesystem. Den er til fri brug, og yderligere oplysninger kan indhentes hos direktør Peder Givskov Pedersen, telefon 2292 8646.


Flere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Vækstforum i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Niels Dahl Christensen, specialkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon 7841 1520
Niels.dahl@ru.rm.dk

Bent B. Mikkelsen
Afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1550
Bent.mikkelsen@ru.rm.dk