Patienternes sikkerhed kommer altid først
Nyt politisk udvalg sætter ekstra fokus på patienternes sikkerhed. Hospitalsafdelinger skal lære mere af hinanden, og sikkerhed skal tænkes ind overalt i sundhedsvæsenet.
Jordemoder Vibeke Visti Petersen fra Kvindeafdelingen på Regionshospitalet Horsens fortæller Patientsikkerhedsudvalget, hvordan afdelingen bruger de elektroniske tavler i arbejdet med sikre fødsler / Foto: Thomas Møller Christensen, Region Midtjylland. (klik på billedet for høj opløsning)
Nyt politisk udvalg sætter ekstra fokus på patienternes sikkerhed. Hospitalsafdelinger skal lære mere af hinanden, og sikkerhed skal tænkes ind overalt i sundhedsvæsenet.
Sikkerheden skal være i top for patienterne i Region Midtjylland. Regionsrådet har derfor nedsat et Udvalg for Patientsikkerhed, som skal være med til at sætte yderligere tryk på patientsikkerhedsarbejdet i regionen – ikke bare, når man er indlagt på hospitalet, men gennem hele sygdomsforløbet.
Udvalget gennemgår nu som det første de mange eksempler, der allerede findes på god patientsikkerhed i Region Midtjylland. Udvalget skal også komme med ideer til, hvordan gode eksempler kan blive til hverdag på endnu flere hospitalsafdelinger.
- Patienterne har krav på et sundhedsvæsen, hvor faglighed, sikkerhed og kvalitet går hånd i hånd. Derfor har vi løbende pligt til at se på, om vi kan forbedre os og lære af hinanden, siger udvalgsformand Erik Vinther (V).
Sikkerhed i Horsens
Det nye Udvalg for Patientsikkerhed besøger torsdag den 19. juni Regionshospitalet Horsens, som længe har satset hårdt på at undgå fejl og patientskader i dagligdagen. Konkret har hospitalet siden 2010 brugt nogle ganske bestemte arbejdsmetoder til at styrke patienternes sikkerhed. Resultatet er blandt andet, at markant færre patienter får infektioner og tryksår.
- Det er ikke en enkelt faktor, der afgør, om en patient eksempelvis får komplikationer efter en operation, forklarer hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen.
- Det er hele den arbejdsgang, der ligger bagved, der er afgørende. Nemlig at vi systematisk følger patienternes udvikling i form af måltal for eksempelvis blodtryk, puls og iltprocent, og at vi reagerer på data. Det har gjort os bedre i stand til at opspore kritisk sygdom på et tidligt stadie, siger hospitalsdirektøren.
Sikkerhed på kryds og tværs
Det nye politiske udvalg planlægger også at besøge blandt andet Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitetshospital i den kommende tid.
- Patientsikkerhed handler i høj grad også om at sikre patienten smidige overgange mellem hospital, kommune og praktiserende læge. Derfor kommer vi til at arbejde med anbefalinger til samarbejder mellem de professionelle sundhedspersoner. For patientsikkerhed går som en rød tråd igennem alle patientforløb, siger Erik Vinther (V).
Fakta
• Udvalget for Patientsikkerhed fungerer i perioden 1. marts 2014 til 31. december 2015.
• Medlemmerne er:
- formand Erik Vinther (V)
- næstformand Susanne Buch Nielsen (F)
- Olav Nørgaard (V)
- Ole Davidsen (V)
- Henrik Gottlieb Hansen (A)
- Claus Kjeldsen (A)
- Henrik Fjeldgaard (A)
• Læs mere om patientsikkerhedsudvalget.
• Læs om regionens arbejde med patientsikkerhed.
Foto:
Vedhæftede foto kan frit benyttes i forbindelse med omtale af denne pressemeddelelse og med akkreditering af Thomas Møller Christensen, Region Midtjylland.
Forslag til billedtekst:
Jordemoder Vibeke Visti Petersen fra Kvindeafdelingen på Regionshospitalet Horsens fortæller Patientsikkerhedsudvalget, hvordan afdelingen bruger de elektroniske tavler i arbejdet med sikre fødsler / Foto: Thomas Møller Christensen, Region Midtjylland.
Flere informationer
• Udvalgsformand Erik Vinther (V), tlf. 61 22 08 81 / Erik.Vinther@rr.rm.dk
• Find kontaktoplysninger på samtlige regionsrådets medlemmer på regionens hjemmeside: www.rm.dk – se under ”politik”