Her får du råd fra en ekspert i hudsygdomme om solbadning med omtanke - og så et tip til bartenderen, der mikser drinks på terrassen.
Kroppen og sjælen skal have en afslappende og gerne solfyldt sommerferie. Det er her vi lader op til de mere mørke måneder af året. Og det gør vi på flere måder. Huden hjælper os fx med at få fyldt godt op med vigtige D-vitaminer, som vi får gennem solens stråler. Derfor skal man ikke være bange for at nyde solen, når den er der. Tværtimod er det en god idé at sørge for at få noget sol på kroppen i løbet af sommermånerne.
Men huden skal også nyde ferien. Det vil sige, at man skal opholde sig i solen med omtanke og undgå at blive forbrændt. Ikke alene skader det huden på kort sigt – det forhøjer risikoen for at udvikle hudkræft og modermærkekræft ganske betragteligt. Overdreven solbadning udgør en væsentlig årsag til, at der opstår kræft i huden.
Når huden ”drikker tæt” af solen, bliver den også ældre før tiden, men det er en kosmetisk detalje i forhold til risikoen for at udvikle kræft.
Mest udsat i ferien
Ekspert i hudsygdomme, professor, overlæge Lars Iversen, Dermato- Venerologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital understreger, at det især er den uge eller to om året, hvor man tager på ferie i syden, man udsætter sin hud for voldsom påvirkning fra skadelige ultraviolette stråler.
Derfor skal være særligt påpasselig med at beskytte sin hud, når man rejser på ferie til sydens kraftige sol – også fordi mange netop rejser sydpå med det ene formål, at opholde sig i solen.
Råd om livet i solen
Her er et par af de vigtigste huskeregler, når huden skal nyde solen:
- Brug solcreme, hvis du opholder dig i solen.
- Smør dig ind med rigeligt med creme – ca. en håndfuld creme til en krop. Hellere tilstrækkeligt med solcreme med faktor 15 end for lidt med faktor 30. Faktor har også betydning, men ikke så meget, som mængden. I Danmark vil de fleste kunne nøjes med faktor 15.
- Visse mediciner giver særlig lysfølsomhed. Det gælder fx nogle vanddrivende præparater. Måske har du ikke mærket noget, fordi du startede på medicinen tidligt på året, men når du går ud i sommersolen kan reaktionen komme. Spørg din egen læge til råds eller spørg på apoteket.
- Bevæg dig og leg i solen, men tag ikke solbad.
- Som Kræftens Bekæmpelse siger: Giv solen frokostpause mellem kl. 12 og 15
Pas på lime-saften
Professor Lars Iversen har et særligt tip til bartendere – professionelle som amatører:
- Ugeskrift for Læger har netop mindet om, at saft fra lime giver en øget lysfølsomhed, der betyder, at man kan udvikle en voldsom toksisk reaktion i huden, hvis man udsætter sin hud for sol, når der er limesaft på den, fortæller han.
- Artiklen fortæller om en far, der havde presset limesaft, hvorefter han løftede sit barn op med saftvåde hænder. Barnet legede i solen, og kort tid efter kom der kraftigt rødt udslæt lige der, hvor farens hænder havde gjort den lille fyr våd.
Derfor råder Lars Iversen til at ryste cocktailen med limesaft i skyggen eller skylle hænderne hurtigt, hvis man er bartender på terrassen.
Læs mere
Blandt andet på Kræftens Bekæmpelse hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du beskytte huden mod solskoldning.