Op til tre unge mennesker bliver hver sommer bragt med ambulance til Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital efter et fatalt hovedspring i vandet. Læs her, hvordan du undgår at brække halsen på badeferien.
Hver sommer får Neurokirurgisk Afdeling en eller flere patienter indlagt, som er kommet ud for en voldsom ulykke i forbindelse med badning. De har brækket halsen efter et hovedspring på for lavt vand.
Patienterne er - oftest – unge vandløver i begyndelsen af tyverne. Overlever de ulykken, er deres liv med ét bliver totalt ændret. Overlæge Gudrun Gudmundsdottig, der bl.a. er specialist i operation og behandling af patienter med lammelser, forklarer:
- Hovedet og kraniet holder som regel til sammenstødet med havbunden, men kraften og vinklen i springet gør, at man knuser halshvirvlerne. Vi kan operere patienterne og stabilisere halsen, men man undgår sjældent varige men i form af lammelser, så man ikke længere kan styre musklerne i store del af kroppen. Måske kommer man aldrig til at gå mere, kan ikke selv klare et toiletbesøg eller nogensinde få børn.
Lokkende badebroer og lumsk sandbund
Gudrun Gudmundsdottir råder derfor til forsigtighed med udspring, når badelivet skal nydes - uanset om det er på ferie i udlandet eller herhjemme. Hun siger:
- I Danmark har vi mange lange, flotte badebroer, der lokker. Men er altså ikke ret mange steder, vandet er dybt nok til, at det er forsvarligt med hovedspring. Desuden er sandbunden lumsk, fordi den kan ændre sig med strøm og vindforhold. Derfor bør man aldring tage et hovedspring, før man har været i vandet og undersøgt forholdene. Og det er ikke godt nok, at man tjekkede dagen før. Det skal være lige inden et eventuelt spring.
Sådan undgår du skader ved hovedspring
- Spring aldrig, hvis der er advarsel mod hovedspring.
- Spring aldrig, hvis du er beruset eller har euforiserende stoffer i kroppen.
- Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok.
- Tjek vanddybden på det sted, du vil springe. Og gør det umiddelbart inden du springer.
- Du skal ned under vandet for at undersøge forholdene tilstrækkeligt.
Andre råd om badning
Se flere råd om sikkerhed ved badning på hjemmesiden Rådet for Større Badesikkerhed.