Kvaliteten er i top på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet har netop bestået 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel uden bemærkninger.
Sikker ordinering af medicin, god håndhygiejne og rettidige genoptræningsplaner.
Aarhus Universitetshospital har været til eksamen i knap 500 kvalitetsstandarder – og bestået dem alle. Hospitalet nu akkrediteret efter 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).
Som det første universitetshospital i Danmark havde Aarhus Universitetshospital valgt at gå op i fuldt pensum, da man skulle akkrediteres efter 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel.
- For vores patienter betyder akkrediteringen, at de kan føle sig helt trygge ved at blive behandlet på Aarhus Universitetshospital. Vi har et officielt kvalitetsstempel på, at patientsikkerheden er i top på alle fronter, siger Vibeke Krøll, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
Hun roser alle hospitalets ca. 10.000 medarbejdere for at have bidraget til det flotte resultat.
- Det er ekstra flot, at vi har opnået akkrediteringen lige nu, fordi hospitalet står midt i en tid med fusion, effektiviseringer og nyt hospitalsbyggeri i Skejby.
Akkrediteret for anden gang
Det er anden gang, at hospitalerne i Aarhus har været igennem en akkrediteringsrunde. Den første akkreditering foregik i 2011 – lige før de to hospitaler i Aarhus (Århus Sygehus og Skejby Sygehus) blev lagt sammen til Aarhus Universitetshospital. Dengang fik man i første omgang en akkreditering med bemærkninger, som krævede nogle opfølgende handlinger, inden begge hospitaler lidt senere på året kunne kalde sig akkrediteret.
Yderligere oplysninger
- Sygeplejefaglig direktør Vibeke Krøll, Aarhus Universitetshospital, tlf. 7846 2333 / 2095 7259
Fakta om Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM):
Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) er et nationalt system til kvalitetsudvikling på tværs af alle sektorer i sundhedsvæsenet – heriblandt hospitalerne:
DDKM skal bl.a.:
sikre løbende udvikling af kvaliteten i alle offentligt finansierede sundhedsydelser.
skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb
forebygge fejl og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet.
Det er IKAS, Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, som står for akkrediteringen i forbindelse med DDKM.
Læs mere om DDKM på hjemmesiden for IKAS, www.ikas.dk/ddkm
OBS: Det vedhæftede billede må kun benyttes i forbindelse med pressemeddelelsen.
Billedtekst: 51-årige Anders fra Onkologisk Afd. på Aarhus Universitetshospital er i dialog med sygeplejerske Susanne Christoffersen om vurdering af sine smerter. Standarden for smertescoring er én af de knap 500 standarder, som Aarhus Universitetshospital skulle bestå for at blive akkrediteret efter 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel (foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital).