Karkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg tilbyder nu at fjerne åreknuder med laser.

En ultra-tynd lasersonde vil i fremtiden spare en del åreknude-patienter for en åben operation. Lasersonden er et nyt behandlingsredskab, der indføres i den syge vene, som er årsagen til patientens åreknuder. Varmen i sonden ødelægger venen indefra og får den til at klappe sammen, så åreknuderne forsvinder. Indgrebet varer mellem en halv og en hel time og foregår i lokalbedøvelse. Patienten behøver højst en enkelt sygedag - hvorimod den åbne operation kan koste op til et par ugers sygemelding. Videnskabelige studier viser, at de to behandlingsmetoder er lige gode.

Med en tynd lasersonde kan overlæge, ph.d. Mads Lomholt spare åreknude-patienter for en åben operation. Det er Mads Lomholt, der har indført den nye behandling i Karkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.
Foto: Regionshospitalet Viborg.

Karkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg har nu som det første offentlige hospital i landet indført laserbehandling af åreknuder. Tilbuddet findes herudover kun på nogle private klinikker.

Ud over laserbehandling og åbne operationer har karkirurgerne i Viborg en tredje tangent at spille på, når det gælder åreknuder. Det er skumbehandling, som i visse situationer kan bruges alene - og i andre situationer som supplement til laserbehandling. Skummet, som indsprøjtes i den syge vene, får i princippet venen til at reagere som på lasersonden - den klapper sammen og bliver med tiden til arvæv.

- Sammenlignet med en åben operation er den nye laserbehandling mere skånsom og giver patienterne færre gener og risici. Vi er glade for at kunne tilbyde vores patienter den mest moderne behandling. Åben operation for åreknuder kommer nu først på tale, hvis vi vurderer, at laserbehandling og/eller skumbehandling ikke kan klare problemet for patienten, siger ledende overlæge Jes Sandermann, Karkirurgisk Afdeling.

Fakta

  • Åreknuder er udvidede, slyngede, overfladiske vener lige under huden på indersiden af låret og på underbenet. Åreknuder opstår, når dårligt fungerende veneklapper tillader veneblodet at løbe tilbage til benet i stedet for at sende det retur til hjertet. Så stiger trykket i venerne - med det resultat, at de udvider sig og danner åreknuder.
  • Åreknuder behandles med kirurgi, med varme (laser) eller kemi (lægemiddel i skum). Behandlingen går ud på at fjerne eller ødelægge den dårligt fungerende vene. Der er mange andre vener i benet - så den syge vene kan godt undværes.
  • Åreknuder er en folkesygdom. I Danmark er åreknuder årsag til knap 14.000 operative indgreb om året.
  • Hospitalsenhed Midt undersøger og behandler næsten alle patienter i Region Midtjylland henvist fra egen læge med åreknuder på benene. I 2013 var det i alt 1.800 patienter fordelt med 1.350 patienter på Regionshospitalet Silkeborg og 450 patienter på Regionshospitalet Viborg. 


Yderligere oplysninger:
Overlæge, ph.d. Mads Lomholt, Karkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg: 7844 5616.
Lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt: 7844 1003 / mobil 2098 5601.
Ledende overlæge Jes Sandermann, Karkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg: mail: jes.sandermann@viborg.rm.dk