02-09-2014



I forbindelse med Food Festival inviterer Region Midtjylland kantine- og køkkenledere til et seminar om at bruge lokale råvarer. Arrangementet er et led i regionens arbejde for en bæredygtig fødevaresektor og sund kantinemad til borgerne.

På fredag, den 5. september, samles kantine- og køkkenledere fra hele Midtjylland til et seminar om lokale fødevarer i storkøkkener. Seminaret afvikles i forbindelse med årets Food Festival i Aarhus, og bag det står Region Midtjylland, AB Catering og festivalen samt de regionale fødevarenetværk Smagen i Centrum, Østjyllands Spisekammer og Smag på Landskabet.
”Seminaret er en oplagt mulighed for producenterne i vores netværk”, siger Svend Aage Møller fra fødevarenetværket Smagen i Centrum.
”De får direkte kontakt med kantine – og køkkenledere og dermed mulighed for at afsætte deres kvalitetsråvarer. Ellers oplever de ofte, at det kan være en stor udfordring at få foden indenfor”, siger Svend Aage Møller. Smagen i centrum har fødevareproducenter fra kommunerne Herning, Silkeborg og Viborg med, og de deltager ”i samlet flok”, siger han.

Anne Hjernøe styrer tropperne
Omdrejningspunktet for seminaret er storkøkkeners og kantiners brug af lokale råvarer. 75 kantine- og køkkenledere er inviteret til at deltage, og de kan på seminaret hente viden og inspiration.
Tv-kokken Anne Hjernøe åbner dagen med at fortælle om sine besøg hos danske fødevareproducenter sammen med journalist Anders Agger, og hun vil desuden være konferencier resten af dagen.

Andres erfaringer
De øvrige oplægsholdere er kok og skolepraktikinstruktør fra
Uddannelsescenter Holstebro Malene Van Roon Bøge, stifter af fødevaredistributionsselskabet Landmad Louise Dolmer, kok Dennis Skriver Andersen, køkkenchef Stine Kikkenborg samt kok og underviser Simon Milwertz Philipsen.
Tilsammen giver de deltagerne en indsigt i de udfordringer, der ligger i at indføre flere lokale råvarer i køkkenerne. De fortæller også om at lægge nye menuplaner, om at lade sæsonvarerne bestemme og om samarbejdet mellem dem selv og lokale fødevareproducenter.


Se program for dagen

Yderligere oplysninger:

Hanne Torp Brodersen
udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 2462 1547
hanne.torp.brodersen@ru.rm.dk

Svend Aage Møller
projektchef
Smagen i Centrum
Telefon: 2514 9860
svam@ver.dk

Anna Lund
festivalchef
Food Festival
Telefon: 3133 93 54
anna@thefoodproject.dk


FAKTA OM:
Region Midtjylland har siden 2010 manifesteret sig som landets førende fødevareregion, hvilket fremgår af regeringens Vækstplan for fødevarer og understøttes af regionens egen smart specialization analyse fra 2013. Således forventes Vækstforum i Region Midtjylland at påtage sig særligt ansvar – også tværregionalt og nationalt – for at skabe gode rammer for innovation, vækst og samarbejde inden for fødevareerhvervet.

Se mere om regionens fødevaresatsning på www.foedevarer.rm.dk
Se mere om de regionale fødevarenetværk