16-09-2014

Der står midtjyske virksomheder bag godt halvdelen af de danske innovationsprojekter, som nu er godkendt af det europæiske innovationsprogram Eurostars. Glædeligt, siger regionsrådsformand Bent Hansen og tillægger succesen en særlig midtjysk ordning, der hjælper virksomhederne i ansøgningsfasen.

Det er vidt forskellige projekter, der har gjort sig bemærket i europæisk sammenhæng. Eksempelvis vil Aarhus-virksomheden Zymonostics ApS udvikle en letanvendelig og billig testmetode til at afsløre malariainfektion, mens Military Sensor Systems Solutions Engineering, der også har base i Aarhus, arbejder med sensorsystemer, der skal mindske risikoen for, at fly kolliderer med fugle eller andre flyvende genstande på lufthavnsområdet.
I alt seks projekter, der nu er godkendt af det europæiske Eurostars-program, har midtjyske virksomheder i spidsen. Ikke mindst fordi de har haft mulighed for at deltage i et forprojekt og få hjælp til at udforme deres ansøgninger til Eurostars-programmet.

”Det er meget glædeligt, at der i seks ud af 11 Eurostars-projekter er deltagelse af midtjyske virksomheder”, siger regionsrådsformand og formand for Vækstforum Midtjylland Bent Hansen.
”Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes Vækstforums investering i en for-projektordning, der støtter virksomhederne i ansøgningsfasen. Kombinationen af midlerne fra GLOBALmidt-programmet og godt samarbejde mellem Innovationsfonden og det midtjyske EU-kontor kan nu forhåbentlig føre til vækst og flere arbejdspladser”, siger han.
Det er Region Midtjyllands og de midtjyske kommuners fælles EU-kontor, Central Denmark EU Office, der har stået for implementeringen af forprojektprogrammet og således har sikret flere og bedre ansøgninger fra Midtjylland.

Læs pressemeddelelse fra Innovationsfonden, der er den danske indgang til Eurostars-programmet.


Yderligere oplysninger:
Ulrik Thomassen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1524
ulrik.thomassen@ru.rm.dk

Rasmus Aspe Mørk, EU adviser
Central Denmark EU Office
Bruxelles
Telefon: 32 2 230 87 32
ram@centraldenmark.eu