10-09-2014



Igennem de seneste tre år har DISU i Grenaa været tilknyttet det regionale virksomhedsinitiativ Genvej til ny viden. Samarbejdet med forskere har bidraget til en professionalisering og bragt virksomhedens ambitioner op i helt andre luftlag. I alt har programmet givet et boost til 30 midtjyske virksomheder og 140 forskere.


Når Bernt Rasmussen i de kommende uger præsenterer sit nye koncept, er det både en afslutning og en begyndelse.
Det er en afslutning på et treårigt parløb mellem hans virksomhed DISU, der fremover skal kendes som Life Saving World, og den regionale indsats Genvej til ny viden. Men det er også starten på en ny æra i virksomhedens historie.

Før og nu
Før sad han med en enkeltmandsvirksomhed, der baserede sig på hans erfaring, traditionelle produkter på hylderne og en dansk kundekreds. Han solgte førstehjælpsudstyr - alt det, som man normalt finder i en ambulance - og så underviste han i førstehjælp.
Nu har han fået ny viden, der baserer sig på forskning, en professionel bestyrelse, et advisory board, engagerede investorer og har i det hele taget gang i noget, der med hans egne ord ”kan blive ubegrænset stort”.
”Forløbet med Genvej til ny viden har været meget givende. Jeg er blevet overdynget med ny viden, og jeg er blevet provokeret mange gange”, fortæller Bernt Rasmussen. Han er 2. generation i familievirksomheden DISU (Danish Industry Safety Universe), der altså nu kommer til at hedde Life Saving World.
”Jeg har fået øjnene op for, at vi gerne skal have akademikere ansat. Deres systematik er god, hvis man skal geare virksomheden. Min egen slags vil nok bare bremse det hele. Før kunne vi ikke se særlig langt. Nu ser vi et globalt marked”, siger han og nikker op mod det store verdenskort, der hænger på væggen.

Nye kompetencer
Ifølge projektleder Finn Pedersen fra Region Midtjylland er Life Saving World et skoleeksempel på, hvad en mindre virksomhed kan få af projektet.
” Life Saving World har fået udviklet et nyt produkt i samarbejde med forskere og en ny forretningsmodel. Men Bernt Rasmussen har også fået et nyt mindset – en forståelse for at drive sin virksomhed i samarbejde med mennesker, der har helt andre kompetencer. Han kan bevæge sig ud på nye markeder, tjene store penge og skabe vækst”, siger Finn Pedersen.

Dataopsamling
Men deltagelsen i Genvej til ny viden blev Bernt Rasmussen blandt andet sat i forbindelse med en forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet for at lære noget om it-integration og e-læring.
”Han fik mig til at tænke i dataopsamling. Hvis vi skal matche kopiversioner og kinesiske tilbud, skal vi opsamle data og bruge dem til at udvikle vores produkter. De, der har mest data, er mest konkurrencedygtige, så nu har vi indbygget det hele vejen igennem systemerne”, fortæller Bernt Rasmussen.
Han har også samarbejdet med unge spiludvikler-elever fra Viden Djurs for at afsøge mulighederne på forskellige digitale platforme, eksempelvis universet Second Life og et virtuelt klasseværelse. Begge dele viste sig dog at være blindgyder, og den endelige løsning er blevet en interaktiv hjemmeside med teoretisk førstehjælpsundervisning.
Siden er blevet til i samarbejde med hans 19-årige datter Katrine Rasmussen, som har sat sin uddannelse på standby for at være med til at udvikle virksomheden.

Fik investor
Derudover fik han chancen for at præsentere sin forretningside for en investorkreds, og det gav pote.
”At skaffe investorer er også at afgive ejerskab og indflydelse. Men havde jeg fået pengene i en bank, ville det ikke være det samme, og vi var ikke nået frem til dette produkt. Investorerne er engagerede. Og vi er blevet flere til at løfte opgaverne.
Hellere eje 40 procent af noget, der kan blive ubegrænset stort, end 100 procent af noget, der ikke bliver til noget”, siger Bernt Rasmussen.
Nyt er også et advisory board, der består af forskellige kapaciteter – herunder læge og ph.d. Bo Løfgren fra Institut for Klinisk Medicin, Center for Akutforskning ved Aarhus Universitet.

Spare tid og penge
Konceptet bag Life Saving World går ud på at stille netbaserede førstehjælpskurser til rådighed for større virksomheder og organisationer og så indkassere en årlig licens. Derudover skal kunderne betale et beløb for hvert praktisk kursus, de gennemfører i tilknytning til den teoretiske del. Således er der stadig brug for førstehjælpsinstruktøren i kød og blod, men der kan spares masser af tid og penge, når medarbejderne i en virksomhed kan klare teorien selv foran skærmen, når det passer dem.
”Det betyder, at vi altid kan tilbyde et fleksibelt og opdateret kursus. Det kan desuden skræddersys, hvis virksomheden eksempelvis har særlige maskiner, der spiller en rolle i sikkerhedsarbejdet. Dem kan vi implementere i vores animationsvideoer”, siger Bernt Rasmussen.

Underleverandør
Nu er han på udkik efter partnere, der sælger førstehjælpskurser eller andre sikkerhedsrelaterede produkter i forvejen og også kan have Life Saving Worlds kurser på hylderne.
”Vi har i de seneste måneder testet systemet på 150 elever, og nu er det klar til lancering.
Jeg har fået sat det rigtige hold og valgt den rigtige teknologi og platform. Og timingen er ikke dårlig – vi er stadig firstmovere.
Jeg har en god mavefornemmelse”, siger Bernt Rasmussen.


Flere oplysninger:

Finn Pedersen
Projektleder
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1307
finn.pedersen@ru.rm.dk

Bernt Rasmussen
Direktør, DISU
Telefon: 5628 7070
contact@lifesavingworld.com


FAKTA
Genvej Til Ny Viden har gennem de seneste tre år været ledet af Center for Entreprenørskab og Innovation på Aarhus Universitet. Formålet er at øge antallet af små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland, der samarbejder med videninstitutioner om innovation og derigennem opnår en dokumenteret positiv forretningsmæssig udvikling.
Således har små og mellemstore virksomheder kunnet få op til 550.000 kr. i tilskud til samarbejde med forskere om et konkret innovationsprojekt. Mere end 30 virksomheder har deltaget i et vidensamarbejde med 140 forskere fra ind- og udland.

Se liste over medvirkende virksomheder i Genvej til Ny viden
Se evaluering af projektet


Billedtekst:
Bernt Rasmussen og hans datter er efter et par hektiske år klar til at lancere deres nye koncept, Life Saving World. Foreløbig holder virksomheden i til i Grenaa, men de er på udkik efter lokaler i Aarhus, hvor de bedre kan tiltrække de rette kompetencer.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.