For at sikre lægedækning til alle borgere i Region Midtjylland går regionen nye veje og sender tre lægeklinikker i offentligt udbud.
Udfordringen med at tiltrække praktiserende læger til nogle områder af Region Midtjylland får nu regionen til at gå helt nye veje.
Da det hidtil ikke er lykkedes at tiltrække praktiserende læger til tre lægeklinikker i henholdsvis Lemvig, Balling i Vestsalling og Sunds ved Herning, bliver driften af lægeklinikkerne nu sendt i offentligt udbud.
Det åbner mulighed for, at en privat aktør kan drive lægeklinik ud fra de kvalitetskrav, Region Midtjylland normalt stiller til praktiserende læger.
- Vi så helst, at de praktiserende læger selv kunne opfylde lægebehovet i hele regionen, så vi ikke var nødt til at sætte dette ekstraordinære tiltag i værk. Derfor giver vi også de praktiserende læger forrang, hvis de har lyst til at byde ind på klinikkerne på helt almindelige vilkår. Men da vi er forpligtede til at sikre lægedækning for alle borgere i hele regionen, og da lovgivningen nu giver os mulighed for at sende opgaven i udbud, så bliver vi nødt til at afprøve den mulighed. Og vi sikrer os selvfølgelig, at patienterne får behandling af samme kvalitet, uanset om lægeklinikken bliver drevet af en privat aktør med ansatte læger eller af en privatpraktiserende læge på helt traditionel vis, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Interesserede læger og private aktører kan frem til den 4. november byde på opgaven med at levere lægegerning til samlet omkring 7.000 patienter i regionen.
Efter planen skal de nye klinikker starte op den 1. januar 2015.
Flere oplysninger
- Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
- Kontorchef Lasse Guldbrandsen, Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland: Tlf. 7841 2160
www.rm.dk/politik/regionsrådsmedlemmer