For at vinde tid til udvikling af en ny organisering af serviceområdet på Aarhus Universitetshospital fortsætter rengøringen i Skejby med at være udliciteret i yderligere to år


For at vinde tid til udvikling af en ny organisering af serviceområdet på Aarhus Universitetshospital fortsætter rengøringen i Skejby med at være udliciteret i yderligere to år

Aarhus Universitetshospital har gennemført et udbud af rengøringsservice i Skejby og af vinduespolering på hele Aarhus Universitetshospital. 1. oktober overtages rengøringsservice i Skejby af firmaet Elite Miljø, og vinduespolering overgår til ISS.

I de seneste år har Elite Miljø og EUREST haft rengørings- og serviceopgaverne i henholdsvis den nordlige og den sydlige del af Skejby. Rengøringen har haft en høj kvalitet, og arbejdsforholdene har generelt været kendetegnet ved et godt samarbejde mellem hospitalet og engagerede medarbejdere og ledere i de to rengøringsfirmaer.

Nu udløber kontrakterne imidlertid, og i forlængelse af et nyt udbud overtager Elite Miljø pr. 1. oktober rengøringsservice på hele Skejby-matriklen, og vinduespolering overgår til ISS.

- Vi har valgt de tilbud, som ud fra en samlet vurdering var bedst og billigt. Det er samtidig et par leverandører, som vi har stor tillid til, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.

Hvorfor udlicitering?
Det er ellers ikke meningen, at rengøringsservice skal være udliciteret i fremtiden på Aarhus Universitetshospital. I stedet vil hospitalet tage opgaverne hjem i forbindelse med, at hospitalet i løbet af de kommende år samles i Skejby.

De patientnære service- og rengøringsopgaver på hele Aarhus Universitetshospital skal løses serviceassistenter, mens transport af varer og patienter over større afstand på hospitalet vil blive løst af logistikassistenter.

- Vi har længe arbejdet på at lave en samlet organisering af vores serviceområde. Og vi tror på, at vi kan løse opgaven lige så godt og billigt som ved udlicitering, siger Gert Sørensen.

Men for at vinde tid til at udvikle og opbygge den nye organisering af serviceområdet, fortsætter udliciteringen af rengøringen i Skejby i endnu en periode. Det betyder samtidig, at portør-funktionen i Skejby fortsætter uændret i samme periode.

Kontrakten om rengøringsservice i Skejby løber i to år, og den kan om nødvendigt forlænges to gange med et år ad gangen. De medarbejdere, der er ansat i et rengøringsfirma, som mister rengøringsopgaver i Skejby, er omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse, og de flytter derfor med opgaverne over i det nye firma.

Krav om uddannelse
I forbindelse med udbuddet har Aarhus Universitetshospital stillet krav til rengøringsniveauet på Skejby. Og der er stillet generelle krav til arbejdsforholdene for rengøringsmedarbejderne ved at lægge vægt på overenskomst, uddannelse af medarbejderne og på at firmaet har en personalepolitik.

Som noget nyt er der denne gang stillet krav om formel uddannelse af rengøringsmedarbejdere. Hvert år skal 20 rengøringsmedarbejdere have en erhvervsuddannelse som rengøringstekniker. Uddannelsen til rengøringstekniker varer 1½ år, og efter endnu ½ års uddannelse kan man blive serviceassistent.

- Dermed får vi løst en del af den uddannelsesopgave, der følger med beslutningen om, at opgaverne i fremtiden skal løses af uddannede serviceassistenter, siger Gert Sørensen.