Alting bliver bare meget nemmere, når vi holder sammen og hjælper hinanden i det daglige. Og nu er det tid til at hjælpe hinanden igen. Sådan lyder budskabet fra Region Midtjylland og 10 af regionens kommuner i en ny kampagne, #DigitaltSammenhold, der skal få flere midtjyder til at tilmelde sig Digital Post.


Alting bliver bare meget nemmere, når vi holder sammen og hjælper hinanden i det daglige. Og nu er det tid til at hjælpe hinanden igen. Sådan lyder budskabet fra Region Midtjylland og 10 af regionens kommuner i en ny kampagne, #DigitaltSammenhold, der skal få flere midtjyder til at tilmelde sig Digital Post.

Den 1. november skal alle borgere over 15 år nemlig kunne modtage Digital Post fra det offentlige, hvis de ikke er blevet fritaget. I Region Midtjylland er der dog stadig mere end 400.000 borgere, der ikke har taget stilling til, om de skal tilmeldes Digital Post eller søge om fritagelse. Det viser den seneste statistik fra Digitaliseringsstyrelsen.

Omdrejningspunktet i kampagnen #DigitaltSammenhold er en film med budskabet, at vi kommer meget længere, når vi hjælper hinanden. Nogle har brug for hjælp ved computeren – andre skal bare lige huskes på det.

- Vi opfordrer til, at man giver et ekstra nap med det digitale til fx mormor eller teenagesønnen, så alle bliver klar til Digital Post, siger Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland.

Han ser frem til, at Digital Post i højere grad bliver en del af hverdagen for borgerne, for der er flere fordele, bl.a. at man har posten samlet ét sted og at den når hurtigere frem.

Når familien har brug for hjælp til at komme videre med Digital Post, stiller kommuner og regioner hjælp til rådighed, fx i form af en fælles hotline, hvor alle borgere kan få hjælp til Digital Post.

- Både kommuner og region har et stort ansvar for at hjælpe de borgere, der endnu ikke er tilmeldt Digitalt Post. Og der er heldigvis masser af hjælp at hente for borgerne i de enkelte kommuner. Det, vi mangler nu, er at få så mange borgere som muligt til at tage stilling til Digital Post inden 1. november,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester for Aarhus Kommune.

Derfor glæder han sig over, at en række kommuner og Region Midtjylland arbejder sammen om at gøre borgerne opmærksomme på, at vi snart modtager posten fra det offentlige digitalt.  

- For vi kan meget mere sammen end hver for sig, siger han.

De ti kommuner er Aarhus, Silkeborg, Herning, Viborg, Skive, Odder, Ringkjøbing-Skjern, Favrskov, Syddjurs og Ikast-Brande.

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Bent Hansen, Regionsrådsformand i Region Midtjylland, tlf. 4031 3707
  • Jacob Bundsgaard, borgmester for Aarhus Kommune, tlf. 8940 2100
  • Lene Hartig Danielsen, borgerservicechef Aarhus Kommune, medlem af styregruppen for det kommunale samarbejde om kampagnen, tlf. 8940 5002
  • Kasper Kolind, Kontorchef, Region Midtjylland, medlem af styregruppen for det kommunale samarbejde om kampagnen, tlf. 2933 5680
  • Tonny Olsen, borgerservicechef, Favrskov Kommune, tlf. 8964 6310
  • Eva Freidahl Graae, borgerservicechef, Herning Kommune, tlf. 9628 2450
  • Hanne Myllerup, afdelingsleder for borgerservice, Ikast-Brande Kommune, tlf. 9960 4301
  • Britta Kempel, afdelingsleder for Borgerservice i Odder Kommune, tlf. 8780 3434
  • Mette Stenumgaard, kommunikationskonsulent, Digital Udvikling & Kommunikation, Ringkøbing-Skjern Kommune, tlf. 9974 1378
  • Michael Maaløe, borgerservicechef i Silkeborg Kommune, tlf. 5118 5440
  • Stine Christensen Mark, Udviklingskonsulent, Skive Kommune, 2498 4988
  • Torben Sørensen, afdelingsleder, Syddjurs Kommune, tlf. nr. 8753 5327
  • Torben S. Hansen, afdelingsleder for Borgerservice i Viborg Kommune, tlf. 4171 9026

Fakta:

Om læseadgang og fritagelse:
Hvis man ikke har mulighed for at bruge Digital Post, kan man give læseadgang til andre eller blive fritaget. Der er en række kriterier for fritagelse. Det er borgerservice i kommunerne, der skal vurdere, om man kan blive fritaget.