02-10-2014



I det næste år vil ni midtjyske virksomheder med hjælp fra Region Midtjylland udvikle og afprøve nye grønne forretningsmodeller. De skal blive mere konkurrencedygtige, skabe nye jobs og samtidig mindske deres ressourceforbrug og miljøbelastning.

Med støtte fra Region Midtjylland går ni midtjyske virksomheder nu ind i 2. fase af et spændende udviklingsforløb. Under fællestitlen ”Grønne forretningsmodeller” arbejder de med bæredygtighed på vidt forskellige måder og i vidt forskellige brancher.
For hver virksomhed skal den nye forretningsmodel medføre positive effekter på beskæftigelse, omsætning, eksport og miljøpåvirkning.
Virksomhederne har hver fået op til en million kroner i tilskud, og dem skal de bruge til at komme videre fra fase 1 og implementere deres grønne planer.

Cirkulær økonomi
Grønne forretningsmodeller skal ses i sammenhæng med Vækstforums og regionens satsning på cirkulær økonomi, hvor virksomhederne øger deres indtjening under hensyntagen til både miljøbelastning og ressourceforbrug.
”Vi vil med disse virksomhedsprojekter gerne vise, at det kan lade sig gøre at tjene penge på at være grøn”, siger udviklingskonsulent Jesper Birkhøj Jensen fra Region Midtjylland.
”Ud over at mindske deres miljøbelastning og tjene flere penge tror vi på, at disse virksomheder kan bidrage til, at omstillingen til cirkulær økonomi går hurtigere”.

Brøndborerfirma:
Vi når længere

Et eksempel er brøndborerfirmaet Poul Christiansen i Højslev, der vil sælge vertikale jordvarmeanlæg. Virksomhedens projekt går ud på at lette private kunders adgang til af få finansieret anlægget, der typisk løber op i 150-200.000 kroner, og at gøre deres købsproces væsentlig nemmere og mere overskuelig. Det betyder blandt andet, at der skal udvikles et it-program til hurtig dimensionering af et anlæg i forhold til geografisk placering og den bolig, der skal opvarmes/afkøles.
”Vi var slet ikke nået så langt uden Grønne Forretningsmodeller – med de tilskud vi har fået, har vi kunnet arbejde intensivt med vores ideer. Og så har vi fået finpudset dem med hjælp fra Deloitte og erhvervslederne i testpanelet”, siger projektleder Lars Ørum Hansen fra Poul Christiansen Brøndboring.
Han tilføjer, at deltagelsen i Grønne Forretningsmodeller desuden har givet virksomheden adgang til et netværk, han aldrig selv havde fundet.
”Man kan selvfølgelig spørge sig selv om, hvad en brøndborer kan tale med en producent af tasker eller sofaer om – men vi har dybest set mange fælles udfordringer, så hvis man selv er indstillet på at bryde igennem nogle barrierer, er det meget givende”, siger han.

Regional finansiering
Det er Region Midtjylland, der frem til oktober 2015 finansierer de ni virksomheders projekter. Deloitte er facilitator, mens Væksthus Midtjylland er regional operatør.
Her får virksomhederne tilskud til projektledelse, konsulenthjælp, afprøvning og til at sammensætte finansiering for det videre arbejde. De deltager desuden i workshops med andre virksomheder fra hele landet.
Fase 1 blev finansieret af staten via Grøn Omstillingsfond. Her fik virksomhederne op til 250.000 kroner hver til at udvikle en forretningsplan.

De ni virksomheder
og deres projekter

• Advance Nonwoven A/S, Rønde, vil tilbyde virksomheder at lease brugen af et anlæg, der kan fremstille endeløse måtter af virksomhedernes egne affaldsfraktioner.
• Avichem ApS, Skanderborg, udvikler en miljøportal, der hjælper andre virksomheder med at vurdere miljøkrav og miljøfarlighed af de råvarer og hjælpestoffer de bruger i produktionen.
• Brøndborerfirmaet Poul Christiansen A/S, Højslev, vil tilbyde private kunder en totalløsning ved etableringen af vertikale jordvarmeanlæg og gøre startinvesteringen mindre
• Gardin Lis ApS, Randers, vil etablere et leasing- og takebacksystem for gardiner og solafskærmning og derved sikre genanvendelse af materialerne.
• Halling Autoophug ApS, Hornslet, udvikler en karrusel, der demonterer skrottede biler og nedbringer demonteringstiden fra cirka 10 timer til en time, så det bliver rentabelt at udtage flere dele og materialer til genbrug.
• MH Møbler, Hasselager, vil genanvende materialerne fra sofaproduktion og tilbyde kunderne et moderniserings- og takebacksystem.
• MiljøTeam A/S, Lystrup, udvikler en totalløsning for affaldshåndtering ved store events med inddragelse af publikum. Løsningen dækker alle trin - fra affaldet bliver genereret, til ressourcerne genanvendes.
• Troldtekt A/S, Tranbjerg, vil som led i en Cradle to Cradle-strategi udvikle et takebacksystem for træbetonaffald og sikre, at materialerne kommer retur og genanvendes i bl.a. Troldtekts produktion.
• We:re ApS, Højbjerg, der laver tasker m.m. af bl.a. brugte presenninger og festivaltelte, vil udvikle et retursystem i samarbejde med producenterne.

Læs mere om Grønne Forretningsmodeller



Billedtekst:
De ni virksomheder beskæftiger sig med meget forskellige projekter – fra sofaer og tasker til jordvarmeanlæg og kemikalieportal. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger:

Jesper Birkhøj Jensen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1302, Mobil: 2137 5544
jesper.jensen@ru.rm.dk