Regionshospitalet Holstebro har fået udnævnt en universitetsklinik for hånd-, hofte- og knækirurgi til gavn for patienter og borgere i Region Midtjylland.


Regionshospitalet Holstebro har fået udnævnt en universitetsklinik for hånd-, hofte- og knækirurgi til gavn for patienter og borgere i Region Midtjylland.

Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland har udnævnt en universitetsklinik for hånd-, hofte- og knækirurgi på Regionshospitalet Holstebro. Udnævnelsen er den femte af sin art, siden Herning fik landets første universitetsklinik tilbage i 2012, og den cementerer tanken om, at kvalitetsforskning både kan høre hjemme på universitet, universitetshospital og på regionshospitaler.

”Vi sender med andre ord et signal både til forskningsmiljøer og borgere om, at forskere kan have førertrøjen på, uanset om de hører til i Øst-, Midt- eller Vestjylland”, siger sundhedsdekan på Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg.


”De rammer, en universitetsklinik skaber, vil styrke forskningsmiljøet lokalt. Vigtigst af alt er dog, at forskningen bliver til gavn for patienterne, idet ny viden nu hurtigere kan blive bragt i spil i en forskningsaktiv afdeling”.

Allan Flyvbjerg tilføjer, at udnævnelsen til universitetsklinik er et kvalitetsstempel, der er resultatet af en omfattende ansøgningsproces hos Region Midtjylland, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

En anerkendelse af forskning i folkesygdomme
Det glæder regionsrådsformand Bent Hansen, at det denne gang er det ortopædkirurgiske område, som modtager udnævnelsen:

”Det er glædeligt, at der med udnævnelsen følger en anerkendelse af, at forskning på højt niveau også sker inden for de almene sygdomme i befolkningen, og at det sker med fokus på at omsætte resultaterne til praksis. Målrettet forskning i såkaldte fast track forløb, viser, at selv komplicerede operationer med fordel kan udføres ambulant samme dag, sådan at patienter kommer hurtigere til hægterne igen.

Det kræver detailviden om organisering og indretning af patientforløb fra forberedelse til genoptræning. Det kræver viden om smertelindring og viden om, hvordan vi udnytter patientens egne ressourcer bedst muligt. Det har ortopædkirurgien i Hospitalsenheden Vest i årevis opbygget en ekspertise på, og med udnævnelsen til universitetsklinik bliver det lettere at omsætte og skabe ny viden til gavn for patienter og borgere også i den øvrige del af regionen”.

Ledende overlæge, professor Torben Bæk Hansen, Ortopædkirurgisk Afdeling, ser først og fremmest udnævnelsen som en anerkendelse af den målrettede indsats for at opbygge en forskningsbaseret afdeling med betydning ikke bare i Region Midtjylland, men i hele Danmark.

”Men det er mindst lige så vigtigt, at vi med denne udnævnelse skaber grundlag for, at vi også fremover vil kunne tilbyde patienterne behandling på højt niveau, og har mulighed for at rekruttere og fastholde de dygtigste forskningsinteresserede læger. Desuden vil vi nu kunne konsolidere vores forskning, udbygge vores forskningsområder og fremme vores samarbejde med internationale partnere”, siger han.

Ortopædkirurgisk Afdeling fik sin første professor med tilknytning til Aarhus Universitet i 2013 og har fire lektorer knyttet til universitetet. Afdelingen underviser læger på speciallægeuddannelsen i ortopædkirurgi og medicinstuderende fra Aarhus Universitet.

Den nye universitetsklinik bliver på sigt en del af et Center for Forskning og Uddannelse på det nye hospital i Gødstrup.

Fakta
De fem universitetsklinikker er udnævnt inden for:
  1. Neurohabilitering, Hammel Neurocenter
  2. Innovative Patientforløb, Regionshospitalet Silkeborg
  3. Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning
  4. Nyresygdom og blodtryksforhøjelse, Regionshospitalet Holstebro
  5. Hånd-, hofte- og knækirurgi, Regionshospitalet Holstebro
Flere oplysninger
  • Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, tlf. 5177 9548 / alf@adm.au.dk
  • Regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland, tlf. 4031 3707
  • Professor og ledende overlæge Torben Bæk Hansen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2213 2307