24-11-2014

Region Midtjylland har besluttet at nedlægge Koglely, der er en åben afdeling under Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge. Årsagen er en faldende efterspørgsel på åbne pladser generelt og det får nu konsekvenser for de fem pladser, som afdelingen i Grønbjerg ved Spjald er normeret til. 

- Det er utroligt trist, at vi må tage afsked med en række dygtige medarbejdere og lukke en velfungerende afdeling. Men faldet i efterspørgslen er også udtryk for, at der er blevet færre kriminelle unge – og det er jo positivt, siger områdeleder Lars Emil Andersen. 

Der er i dag ansat 19 medarbejdere på Koglely, som specialområdet i første omgang vil forsøge at omplacere til andre afdelinger. De tre unge, der i dag er indskrevet på Koglely, vil få tilbudt en plads på en af specialområdets andre åbne afdelinger. 

Lukningen af Koglely ventes gennemført senest ved årsskiftet. Det er ikke udelukket at et nyt Koglely kan opstå, hvis der på et tidspunkt skulle vise sig et fornyet behov for pladserne.


Fakta

Koglely er en del af Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge, som består af de to sikrede døgninstitutioner Grenen på Djursland og Koglen i Stakroge, og MultifunC Midtjylland i Aarhus. 

Koglely blev indviet i marts 2009 som en afdeling under Koglen. Formålet var at tilbyde sammenhængende forløb for unge, der som led i en ungdomssanktion overføres fra en sikret til en åben afdeling. 


Flere oplysninger

Lars Emil Andersen, områdeleder, tlf. 78 47 90 01.

Michael Højer, daglig leder af Koglen, tlf. 78 47 88 00



opdateret: 24-11-2014

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde