17-12-2014
En ny undersøgelse foretaget af en kandidat fra Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at tidligere anbragte unge klarer sig bedre, hvis de får hjælp i overgangen til voksenlivet – et såkaldt efterværnstilbud.
Unge, som afslutter en anbringelse, har generelt ringere forudsætninger for at klare overgangen til voksentilværelsen problemfrit. Det skyldes bl.a. at de som ofte skal stå på egne ben langt tidligere end andre jævnaldrende unge, eftersom de formelt set er voksne den dag, de fylder 18 år. Dette indebærer for mange unge, at deres anbringelse ophører.
”Der er mange, som bliver udskrevet fra en institution og skal direkte ud i det virkelige liv. Det ville jeg ikke have håndteret særligt godt. Jeg ville have været faldet fra hinanden, og formentligt endt på psyk igen, hvis ikke det havde været for efterværnet. Det er jeg overbevist om”, forklarer Philip, der tidligere var været anbragt på den socialpsykiatriske institution Holmstrupgård ved Aarhus.
Efterværnstilbud gør en forskel
Trine Teglgaard, kandidat fra Danmarks pædagogiske Universitet og forfatter af en ny efterværnsundersøgelse, forklarer at et godt efterværnstilbud kan gøre en stor forskel:
”9 ud af 10 unge føler, at efterværnet har hjulpet dem til en selvstændig voksentilværelse. Her har relationen til pædagogerne i efterværnet været væsentlig for den gode udslusning og ydermere givet de unge en følelse af at høre til et fællesskab.”
Undersøgelsen er lavet ud fra et kvalitativt studie af efterværnstilbuddet Bogruppen på Holmstrupgård.
Paul Dearman, leder af Bogruppen, er glad for undersøgelsens resultat, men mener også at der stadig er plads til forbedring.
”Undersøgelsen er positiv, men vi skal passe på, at vi ikke bliver for tilfredse. Jeg mener, at vi hele tiden skal se på, hvordan vi kan gøre denne overgang endnu lettere for de unge”, fortæller Paul Dearman.
Statistisk
· Et notat lavet af Rambøll for Egmont Fonden viser, at tidligere anbragte statistisk set klarer sig dårligere end deres jævnaldrende mht. uddannelse, job og økonomi. Eksempelvis gennemfører kun 40 procent af alle børn anbragt uden for hjemmet en ungdomsuddannelse, mod 80 procent af deres jævnaldrende.
Kilde: bit.ly/1wJPT2d
Om Holmstrupgård
- Holmstrupgård er en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge med psykiatriske vanskeligheder som eksempelvis skizofreni og personlighedsforstyrrelser i alderen 14-23 samt voksne i alderen 18-30 med spiseforstyrrelser.
- Hovedsædet ligger i Brabrand ved Aarhus, og huser skole, værksted og fire boafdelinger. Derudover driver Holmstrupgård udslusning, efterværn, værested samt et dagtilbud.
- Læs mere på www.holmstrupgaard.dk
Fakta om Bogruppen
- Bogruppen er den afdeling, der varetager Holmstrupgårds udslusning og efterværn og har eksisteret siden 1990.
- Bogruppen arbejder ud fra fire grundsten som springbræt til et mere selvstændigt og meningsfyldt liv: 1) At de unge har en bolig, de er stolte af, glade for og føler sig godt tilpas i, 2) At de unge har et tæt, bærbart og veletableret og socialt netværk, 3) At de unge er i gang med en varig uddannelse eller beskæftigelse og 4) At kunne tage vare på sig selv personligt, psykisk, fysisk og økonomisk.
- De unge i Bogruppens tilbud er mellem 16 og 23 år. Det er primært for unge, der har boet på en af døgnafdelingerne på Holmstrupgård, men de kan også komme fra en lignende institution eller eget hjem.
- På vores hjemmeside kan I læse eller se en video om Bogruppen.
For yderligere information
- Trine Teglgaard, kandidat fra Danmarks pædagogiske Universitet, tlf. 2990 0866 / trine_teglgaard@hotmail.com
- Paul Dearman, afdelingsleder i Bogruppen, tlf.: 4056 5577 / paul.dearman@ps.rm.dk
opdateret: 17-12-2014
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde