10-12-2014

Kender du symptomerne på en blodprop eller en blødning i hjernen? Regionshospitalet Horsens inviterer indenfor til en snak om apopleksi, hvordan vi genkender symptomerne, og om hvordan en hurtig reaktion kan redde liv. 

I Danmark rammers hvert år 12.500 mennesker af en blodprop eller en blødning i hjernen. Det er 35 hver dag. Symptomerne kan ramme fra det ene sekund til det andet. Når apopleksien rammer, er hurtig behandling livsvigtigt. Men en hurtig behandling kræver at vi kender symptomerne – og ringer 1-1-2. 

Derfor inviterer læger og sygeplejersker fra Apopleksi Teamet på Hospitalsenheden Horsens alle interesserede til en eftermiddag med hjernen i fokus. Eftermiddagen vil starte med et oplæg, hvor læger og sygeplejersker fortæller om symptomerne, og om hvordan vi skal reagere, når vi oplever dem. 

Herefter vil der være rig mulighed for at lære en masse om apopleksi, tale med fagpersonale om symptomer og reaktioner, få målt sit blodtryk samt lære, hvad man kan gøre for at nedsætte risikoen for at blive ramt af apopleksi. 

Hospitalet bakker op om Hjernesagens budskab Det er Hjernesagen, der oprindeligt står bag kampagnen ”Kend symptomerne og ring 1-1-2”. En kampagne, som Hospitalsenheden Horsens gerne vil bakke op omkring. Kampagnen skal få danskerne til at reagere hurtigt på symptomer på blodprop i hjernen og ringe 1-1-2. 

- Vi synes, kampagnen har et vigtigt budskab og håber, at vi med denne dag kan være med til at sætte fokus på vigtigheden af at kunne genkende symptomerne på apopleksi og reagere på disse. Især fordi vi ved, hvor vigtig hurtig behandling er, siger Anja Smidt, sygeplejerske ved Apopleksi Teamet på Hospitalsenheden Horsens. 

Reager med det samme 
Kampagnen understreger blandt andet, hvor vigtigt det er, at vi ikke ser ikke tiden an, når vi oplever symptomer på apopleksi. Symptomer kan være kortvarige og så gå over igen. Disse symptomer er der desværre alt for mange, som "sover på”, eller de vælger at se tiden an. Det skal man ikke. 

- Det er vigtigt, at man ikke venter for at tage omkring sin egen læge eller ringe til familien. Man skal ringe 1-1-2, og det skal man gøre med det samme", siger Lise Beha Erichsen, der er direktør i Hjernesagen. 

En hurtig reaktion giver også mulighed for hurtig behandling. En hurtig behandling er med til at mindske risikoen for dødsfald og alvorlige følgevirkninger. Derfor er derfor vigtigt, at så mange som muligt kender symptomerne og reagerer på dem, hvis de får et eller flere af symptomerne eller ser andre have dem. 

Arrangementet foregår: 
Onsdag den 10. december 2014 kl. 15.00-17.00 på Regionshospitalet i forhallen (hovedindgangen), Sundvej 30. 

Om apopleksi og hjernesagen:
Hvert år rammer en blodprop eller en blødning i hjernen 12.500 mennesker i Danmark. De, der overlever, må ofte leve videre med handicap som halvsidig lammelse, synshandicap, talebesvær eller kognitive vanskeligheder. 

Når voksne får et handicap, er årsagen oftest blodprop eller blødning i hjernen. Kend de akutte symptomer og ring 1-1-2. Det kan redde liv og førlighed at komme hurtigt i behandling. 

Hjernesagen er en privat, landsdækkende forening for mennesker ramt af blodprop eller blødning i hjernen, andre hjerneskadede og deres pårørende. Hjernesagen arbejder blandt andet for at forebygge, at mennesker rammes af blødning eller blodprop i hjernen, at sikre bedst mulig behandling til mennesker, der rammes af blodprop eller blødning i hjernen, at sikre bedst mulig genoptræning og rehabilitering af hjerneskadede smat at sikre bedst mulig støtte til de ramte og pårørende. 

For mere information 

  • Anja Schmidt, Sygeplejerske Apopleksi Team Hospitalsenheden Horsens, tlf. 2159 7270 / anjaschm@rm.dk



opdateret: 10-12-2014

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde