Hospitalsgrund i Herning skal undersøges
25-11-2014
Når DNV-Gødstrup, Det Nye Hospital i Vest, åbner, bliver en grund på ca. 100.000 m2 med 91.500 etage-m2 ledig lige midt i Herning. Et rådgiverteam ser nu på mulighederne.
Hvad kan den snart ledige hospitalsgrund midt i Herning bruges til? Hvor mange af bygningerne er bevaringsværdige, hvad kan genanvendes, og hvad kan måske med fordel rives ned? Det er nogle af de spørgsmål, et rådgiverteam i løbet af de næste tre måneder skal søge at finde svarene på. Herning Kommune, der er planmyndighed, koordinerer forundersøgelserne, der finansieres af Herning Kommune med støtte fra Realdania samt Region Midtjylland.
- Med forundersøgelsen i hånden vil vi kunne sætte rammerne for, hvad vi politisk gerne ser skal ske på sygehusgrunden. Der er jo reelt tale om en hel bydel, som vi skal forholde os til anvendelsen af. Det giver utroligt mange spændende muligheder, siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune.
Store arealer bliver ledige i danske byer
Hos Realdania hæfter programchef Astrid Bruus Thomsen sig ved, at flere danske byer i disse år oplever, at centralt beliggende sygehuse flyttes til nye supersygehuse.
- Ligesom i Herning bliver store arealer i byerne ledige - med markante byggerier til ny anvendelse. Områderne skaber nye muligheder og udgør en vigtig brik i byernes fremtidige udvikling. Forundersøgelsen skal vise, hvordan arealet bedst kan benyttes fremover. I Herning vil forundersøgelsen af det tidligere sygehusområde give kommunen og regionen et godt fundament i det videre arbejde med at skubbe en byomdannelse af området i gang, siger hun.
Forundersøgelsen vil også indeholde en markedsanalyse, der skal afdække hvilke mulige aktører, der kunne tænkes at gøre brug af areal og/eller bygninger på sygehusgrunden og hvilket behov, der er i Herning for ”nye” kvadratmeter.
- Nu taler vi jo 2020 før, hospitalet er kommet endeligt på plads i Gødstrup. Men jeg synes, det er rigtigt spændende, at vi sammen med Herning Kommune og Realdania allerede nu tager initiativ til at undersøge, hvordan den store grund i hjertet af byen, om en håndfuld år, kan give endnu mere liv og nye udviklingsmuligheder, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Fakta:
- Region Midtjylland ejer grund og bygninger.
- Forundersøgelsen skal ifølge den foreløbige plan være afsluttet i februar måned 2015.
- Herning Kommune koordinerer arbejdet med forundersøgelsen.
Det rådgiverteam, der nu skal kortlægge hospitalsgrunden midt i Herning, består af:
- Bascon, der har kompetencer inden for bygherrerådgivning, arkitektrådgivning samt by- og landskabsdesign.
- Tegnestuen "Planværkstedet".
- Ejendomsrådgiverfirmaet "Sadolin og Albæk".
Herning+
- Projekttitlen ”Herning+” er valgt, fordi der tilføjes noget nyt i Herning midtby. Plusset refererer samtidig til symbolet for sygehus og minder os om sygehusgrundens historie og identitet i byen.
Kontaktoplysninger
- Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune, 2067 4103
- Bent Hansen (S), regionsrådsformand, 4031 3707
- Astrid Bruus Thomsen, programchef hos Realdania, 3288 5223
- Christian Stenbro Eriksen, projektleder, Herning Kommune, 9628 8543
- Søren Østergaard, projektchef, Region Midtjylland, 7841 0454
opdateret: 27-11-2014
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde