Mere erhverv i ungdomsuddannelserne
17-12-2014
Med en bevilling på 7,2 mio. kroner støtter Regionsrådet i Region Midtjylland en mere virksomhedsnær undervisning af unge, der får erhvervslivet helt ind i klasselokalerne og oplever anvendeligheden af det, de lærer.
Regionsrådet i Region Midtjylland har på sit møde 17. december bevilget 7,2 mio. kr. til fem udviklingsprojekter, der skal trække erhvervslivet ind i ungdomsuddannelserne og således forene teori og praksis på en spændende måde.
I Region Midtjylland har 85 procent af de 25-34-årige gennemført mindst en ungdomsuddannelse, og ifølge Undervisningsministeriets fremskrivning - den såkaldte profilmodel – vil den midtjyske region ligge helt i top, når det gælder andelen, der 25 år efter at have gået i 9. klasse har gennemført mindst en ungdomsuddannelse.
Selv om de midtjyske unge er flinke til at tilmelde sig en ungdomsuddannelse – det gør nemlig 99 procent af dem - skal der arbejdes for at nå en gennemførelsesprocent på 95, sådan som det statslige mål lyder.
Og det er i det lys, at Regionsrådet nu har støttet de fem udviklingstiltag, som har "Erhverv i uddannelse" som fælles tema.
Entreprenørskab
I projektet "Young Business" skal der udvikles og afprøves en model for systematisk integration af entreprenørskabsundervisning i ungdomsuddannelserne. Derfor vil der på Viden Djurs, Learnmark Horsens, Skive Tekniske Skole og Skive Handelsskole blive fokus på entreprenørskab de næste to år, og det vil betyde en tættere tilknytning til erhvervslivet.
Talentarbejde
I projekt "Akademiet for talentfulde unge 2.0" udvides den eksisterende talentindsats i Akademiet for talentfulde unge, ATU, så der fremover også laves talentarbejde målrettet professionshøjskoler i stedet for kun at være målrettet universitetet. Samtidig etableres der et erhvervsnetværk i ATU, så de unges talenter kan få et større indblik i sammenhængen mellem det, de lærer og de virksomheder, hvor den viden anvendes. (Viby Gymnasium er hovedansøger og har projektledelsen)
Grundforløb
I projekt "Erhverv i Grundforløb" vil Learnmark Horsens, Skive Tekniske Skole, Skive Handelsskole, Social- og Sundhedsskolen Herning, Mercantec og Teknisk Skole Silkeborg udvikle en række modeller for, hvordan tilknytningen til erhvervslivet kan få en styrket rolle i erhvervsfagene i erhvervuddannelsesreformens nye grundforløb.
Netværk
I projekterne CESSO.DK og ReVEU arbejdes der med en center-tankegang for at skabe netværk mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
I CESSO.DK er formålet at støtte skolernes muligheder for at tilrettelægge en anderledes, innovativ og entreprenøriel undervisning, der inddrager virksomheder, organisationer og kulturliv.
I ReVEU er udgangspunktet i den fælles skandinaviske problemstilling, at alt for få unge vælger naturvidenskabelige og teksniske uddannelser på alle niveauer, også erhvervsuddannelser.
Bag CESSO.dk står Ikast-Brande Gymnasium, Remisen Brande og Ikast-Brande Kommune, og bag ReVEU står Bjerringbro Gymnasium, Risskov Gymnasium, Holstebro Gymnasium & Hf, Silkeborg Gymnasium, Viborg Katedralskole, Viborg Kommune, Aalborg Universitet og Naturvidenskabernes Hus.
Billedtekst:
Selv om de midtjyske unge er flinke til at tilmelde sig en ungdomsuddannelse – det gør nemlig 99 procent af dem - skal der arbejdes for at nå en gennemførelsesprocent på 95, sådan som det statslige mål lyder.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger
Pia Fabrin, vicekontorchef
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1103
pia.fabrin@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne
FAKTA
Regionsrådet støtter gennem sin udviklingspulje på uddannelsesområdet de nationale og regionale målsætninger på uddannelsesområdet. Der er indtil nu bevilget støtte til 120 udviklingsprojekter – se en oversigt over dem.
Regionsrådet har ansvar for sekretariatsbetjeningen af de regionale fordelingsudvalg, der fordeler elever på regionens almene gymnasier, og har en koordinerende funktion i forhold til VUC og andre uddannelsesinstitutioner med det formål at sikre det regionale udbud af uddannelser.
Region Midtjylland udgiver Nice to know - et nyhedsbrev for uddannelsesområdet
opdateret: 17-12-2014
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde