Musikfestival løb med turismepris
04-11-2014
Modtagerne af Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris blev tirsdag afsløret ved den årlige turismekonference. Hovedprisen samt de medfølgende 75.000 kroner og en skulptur gik til den aarhusianske Northside Festival.
Hvad har mon en ung musikfestival i Aarhus, en sundhedscampingplads i Bryrup og et vaskeægte whiskydestilleri i Stauning til fælles?
Jo, de har alle tre bidraget til at skabe ny vækst i den midtjyske turisme. Og det på så original vis, at de vurderes at kunne inspirere og motivere resten af turismeerhvervet.
Tirsdag kunne regionsrådsformand Bent Hansen afsløre modtagerne af regionens TurismeVÆKSTpris 2014, og han havde mange pæne ord med til både vinderne og de øvrige af de 33 indstillede kandidater. De var mødt talstærkt op på Golf Hotel Viborg for både at deltage i prisoverrækkelsen og Midtjysk Turismes årlige konference for aktører og samarbejdspartnere.
Endelig fremgang
Ifølge regionsrådsformanden er der efter en årrække med stagnation og tilbagegang nu udsigt til en samlet fremgang i den midtjyske turisme.
”Det tyder på, at vi nu begynder at se effekterne af vores strategi og handlingsplan”, sagde Bent Hansen med henvisning til regionens store satsning på at samle og professionalisere turismeerhvervet for at skabe vækst.
Northside Festival
Hovedprisen på 75.000 kroner samt en bronzeskulptur udført af den midtjyske kunstner Thomas Andersson gik til den kun fem år gamle musikbegivenhed Northside Festival i Aarhus.
Om den sagde Bent Hansen blandt andet, at arrangørerne på rekordtid har ”skabt et stærkt brand, der understøtter Aarhus’ internationale profil som en innovativ og ung by”.
Bryrup Camping
Bryrup Camping fik en temapris samt 25.000 kroner for at have sat gæsteoplevelsen i centrum med tiltaget ”Aktiv camping – bevægelse, sundhed og velvære”. Ifølge Bent Hansen fordi ægteparret bag Bryrup Camping, Mette og Carsten Andersen, med begrænsede midler til rådighed har kunnet udvikle en anderledes ferieoplevelse, der har vakt stor efterspørgsel hos gæsterne.
”Det har I gjort i en sådan grad, at det i dag udgør virksomhedens nye identitet”, sagde Bent Hansen.
Stauning Whisky
Den anden temapris på 25.000 kroner skulle hylde en fokuseret målgruppesatsning og gik til en kandidat, der ikke har valgt at slå på aktiviteter og sundhed, men måske nok på velvære for at tiltrække sine 8.000 årlige gæster. Det var det vestjyske Stauning Whisky, som fik disse ord med på vejen:
”I har med stor dygtighed grebet den mulighed for at øge omsætningen, der ligger i at tage udgangspunkt i fortællingen om produktet – både til danske og udenlandske gæster. Og I har gjort det på en personlig, sjov og lærerig måde”, sagde Bent Hansen.
Lykke Nielsen Høj
Endelig havde regionsrådet valgt at kåre ”en person, der har udmærket sig på særlig vis”. Det blev direktør for Ringkøbing Fjord Turisme Lykke Nielsen Høj, der med regionsrådsformandens ord gennem et stærkt og engageret lederskab har formået at gennemføre en række initiativer, der både har været visionære og har nydt stor opbakning og anerkendelse i erhvervet, herunder tiltaget ”Die Dänische Nordsee” samt det nye Vestkystpartnerskab, der er under etablering som følge af regeringens nationale vækstplan for turismen.
Tidligere vindere
Det er tredje gang, at Region Midtjylland uddeler TurismeVÆKSTprisen. Sidste år gik hovedprisen til oplevelsesparken Djurs Sommerland, der i en årrække har investeret massivt og har formået at løfte både sig selv og resten af turisme-Djursland.
Forrige år gik hovedprisen til konceptet Small Danish Hotels, et samarbejde mellem 100 danske kroer, hoteller, slotte og herregårde.
Billedtekst (øverste foto): Fra venstre John Fogde fra Northside Festival, Lykke Nielsen Høj, direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, Mette Andersen fra Bryrup Camping, regionsrådsformand Bent Hansen samt
Alex Munch fra Stauning Whisky.
Se interaktivt kort med præsentation af de 33 kandidater
Se mere om prisen på www.turismevækstprisen.dk
TURISMEVÆKSTPRIS: Her ses modtageren af hovedprisen på 75.000 kroner samt en skulptur John Fogde fra Northside Festival (tv) samt regionsrådsformand Bent Hansen.
TURISMEVÆKSTPRIS: Her ses fra venstre modtageren af en temapris på 25.000 kroner Mette Andersen fra Bryrup Camping samt regionsrådsformand Bent Hansen.
TURISMEVÆKSTPRIS: Her ses fra venstre modtageren af en temapris på 25.000 kroner Alex Munch fra Stauning Whisky samt regionsrådsformand Bent Hansen.
TURISMEVÆKSTPRIS: Her ses den glade modtager af særprisen på 10.000 kroner Lykke Nielsen Høj, direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, sammen med regionsrådsformand Bent Hansen.
Flere oplysninger:
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Erik Sejersen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700 / 2068 5588
erik.sejersen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
FAKTA om turisme
Turismen er et stort eksporterhverv. Den udgør knap fire procent af den danske eksport. I 2012 skabte turismen knap 22.000 job i Region Midtjylland.
To kommuner af landets fire største turismekommuner målt på turismeomsætning ligger i Region Midtjylland, nemlig Aarhus på 2. pladsen og Ringkøbing-Skjern på 4. pladsen.