18-12-2014
Regionsrådet i Region Midtjylland har fået ni kandidater til Landsbyprisen 2015. Den ledsages af 150.000 kroner og skal til foråret uddeles for 7. gang.
Anpartskøbmand, bibliotek drevet af frivillige, bæversti, friluftsscene, friplejehjem, halmvarmeværk, hotel, kulturhus, samkøbsordning, torvemiljø og vindmølleafkast.
Det er alt sammen eksempler på, hvad indbyggerne i de mest driftige landsbyer i Region Midtjylland har opnået gennem samarbejde og vedholdenhed. På den måde har de kunnet afværge den stille død, der ellers truer mange små samfund langt fra de store byer, og nogle har tilmed kunnet tiltrække nye indbyggere.
Til foråret skal Regionsrådet for Region Midtjylland for syvende gang uddele Landsbyprisen. Den ledsages af 150.000 kroner og skal sætte fokus på de mest levedygtige og opfindsomme samfund, så de kan tjene som inspiration for andre.
De ni kandidater
Listen over kandidater består af Arnborg i Herning kommune, Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune, Bækmarksbro i Lemvig Kommune, Hylke i Skanderborg kommune, Kjeldbjerg i Viborg Kommune, Sinding i Silkeborg kommune og Ørsted i Norddjurs Kommune. Dertil kommer en kandidat i form af et samarbejde mellem de to nabolandsbyer Asferg og Gassum i Randers Kommune.
Kjeldbjerg er den mindste kandidat med 275 indbyggere, mens Glyngøre er den største med 1.515.
Højst 2.000 indbyggere
For at kunne komme i betragtning til landsbyprisen må landsbyen eller gruppen af landsbyer højst have 2.000 indbyggere, og de skal kunne dokumentere deres resultater gennem de seneste tre-fem år. Det kan være i form af stigende indbyggertal, større byggeprojekter, forskønnelse af byen eller andre initiativer, der for øvrigt også gerne må være miljø- og energivenlige.
Det er de lokale aktionsgrupper, LAG’erne, i samarbejde med kommunerne eller kommuner der indstiller kandidater. Disse vurderes af et bedømmelsesudvalg, som anbefaler vinderlandsbyen.
Regionsrådet udpeger vinderen af årets landsby 2015 på sit møde den 25. februar 2015.
Tidligere modtagere
Landsbyprisen er hidtil gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune, Nørager i Norddjurs Kommune samt Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Lidt om hver kandidat
► Arnborg - De naturskønne omgivelser med skove, ådale og med Rind Å er et stærkt aktiv for Arnborg. En række projekter tager udgangspunkt i naturen. Ved Skjern Å er der etableret shelters, toiletbygning og ophalerplads til kanoer. Der er opkøbt et skovområde, hvor der også er etableret en række faciliteter med bl.a. naturlegeplads. Borgerforeningen har været aktiv ved etablering af et privatdrevet friplejehjem. Der er i Arnborg en stigning i antallet af lokale arbejdspladser, som bl.a. er skabt af de ca. 30 selvstændige erhvervsdrivende.
► Asferg-Gassum - Samarbejdet mellem de to nabolandsbyer Asferg og Gassum er især baseret på et samarbejde på idrætsområdet gennem Purhus Idrætsforening. I Asferg er der i 2014 blevet indviet en tilbygning til Træningshuset, der er et gymnastik- og aktivitetshus. Tilbygningen rummer samlingslokaler, fitnesscenter m.m. I Asferg er det via et lokalt anpartsselskab lykkedes at bevare en købmandsbutik. I Gassum er et nyt Kultur- og Aktivitetshus bygget i 2014, og det danner rammen for sportsaktiviteter og kulturelle arrangementer. Gassum-Hvidsten Kraftvarmeværk har bygget nyt halmfyret varmeværk, der siden december 2013 har leveret langt billigere varme end det naturgasfyrede værk.
I begge byer findes der et betydeligt antal virksomheder og foreninger.
► Borris - Efter et markant fald i befolkningstallet efter kommunalreformen i 2007 er det lykkedes at vende udviklingen. Baggrunden er bl.a. aktiv gruppe af borgere, der bl.a. har søgt at skaffe økonomi til at bevare hotellet. Som led heri blev der etableret et lokalråd, og samarbejdsprojektet ”Fremtidens landsby” blev starten på en renovering. Der er i samarbejde med kommunen gennemført flere større projekter bl.a. en multisal i tilknytning til sports- og kulturcentret og genetablering af spang (enkel bro) over Skjern Å med tilhørende stisystemer. Et betydeligt antal overnatningsmuligheder har tiltrukket turister, eksempelvis lystfiskere. Indbyggerne er desuden opmærksomme på betydningen af synliggørelse som led i byens udvikling.
► Bækmarksbro - Med udgangspunkt i en områdefornyelse i Bækmarksbro har borgerne gået aktivt ind i en række projekter. Bækmarksbro Borgerforening har stået for etablering af Bæverstien med anlæg af sti og broer over Flynder Å, efter at der er blevet udsat bævere i Klosterheden. Gennem Tangsø Invest er der skabt kapital til at sikre driften af en tidligere dagligvarebutik, der efterfølgende er overtaget af Spar og udbygget. Opstilling af fem vindmøller under Grøn Ordning indebærer et fast årligt afkast, der benyttes til at skabe ny erhvervsudvikling. På trods af at en række erhvervsvirksomheder er lukket, og der nu kun er syv tilbage med tilsvarende færre job, er det lykkes at fastholde befolkningstallet.
►Glyngøre - I Glyngøre har man formået at vende en katastrofal udvikling med tab af mange arbejdspladser. Det er sket gennem en målrettet indsats og planer for byens udvikling fra Glyngøre Borger- og Erhvervsforening samt en række andre foreninger og i et tæt samarbejde med kommunen. Der er etableret et betydeligt antal nye virksomheder, ligesom det etablerede iværksætterhus er fyldt med ti iværksættere. Der er gennemført en række fysiske projekter, der både understøtter det lokale liv og retter sig mod turisme. Der er også via foreningsarbejdet lagt vægt på det sociale samvær, der inddrager borgerne i byen.
► Hylke - Hylke har gennem de seneste fem år haft en fremgang i befolkningstallet, hvor bl.a. unge familier har bragt liv til byen. Gennem en lokal indsamling er der skabt grundlag for bevarelse af købmandsbutikken, ligesom en indsamling har været brugt til forskønnelse og renovering af forsamlingshuset. I samarbejde med Skanderborg kommune er der i 2014 taget initiativ til etablering af Hylke Multihus, der skal rumme de lokale foreningers aktiviteter. Det frivilligt drevne bibliotek får også plads i multihuset.
► Kjeldbjerg - Forsamlingshuset og Kjeldberg Torv er omdrejningspunkt for udviklingen i Kjeldbjerg. Gennem en lokal indsamling og en donation er forsamlingshuset blevet kraftigt renoveret med fokus på energibesparelser. Viborg Kommune har købt og fjernet den gamle købmandsbutik og udlejet grunden til Kjeldbjerg Borgerforening, der har etableret et torv.
► Sinding – Indbyggerne har etableret Sinding Rummet som ramme for udvikling og mange aktiviteter. Huset på 80 kvadratmeter er bygget i tilknytning til forsamlingshuset, og her findes bibliotekscafe og en netkøbmand – Sinding Samkøb. Bibliotekscafeen drives af seks frivillige og holder åbent hver fredag eftermiddag. Med den netbaserede købmand kan indbyggerner bestille varer til afhentning i Sinding Rummet.
► Ørsted - Den nedlagte kro udgør nu rammerne for byens Kultur- og forsamlingshus. Da den daværende kro i 2013 blev sat til salg, indsamlede en arbejdsgruppe 1,5 mio. kroner til køb af kroen, der efterfølgende er blevet kultur- og forsamlingshus. Nedrevne kornsiloer har givet plads til etablering af et grønt byrum i midtbyen med beplantning, legeplads, scene til koncerter med videre.
FAKTA
Dommerkomiteen/bedømmelsesudvalget består af:
- Annette Aagaard Thuesen, Ph.d, Syddansk Universitet
- Helle Nørgaard, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
- Karsten Jensen, Erhvervsafdelingen Tønder kommune
- Otto Lægaard, Projektleder, Thisted kommune
- Karsten Bækgaard, kontorchef, Region Midtjylland (formand)
Kandidater til Landsbyprisen 2015
- Arnborg (638 indbyggere) - foreslået af Herning Kommune
- Asferg-Gassum (Asferg: 613 indbyggere, Gassum: 427 indbyggere) - foreslået af LAG Randers
- Borris (827 indbyggere) - foreslået af LAG Lemvig og Ringkøbing-Skjern
- Bækmarksbro (516 indbyggere) - foreslået af LAG Lemvig og Ringkøbing-Skjern
- Glyngøre (1.515 indbyggere) - foreslået af Skive Kommune
- Hylke (431 indbyggere) - foreslået af Skanderborg Kommune
- Kjeldbjerg (275 indbyggere) - foreslået af LAG Viborg og Viborg Kommune
- Sinding (299 indbyggere) - foreslået af Silkeborg Kommune
- Ørsted (1457 indbyggere) - foreslået af LAG Djursland