02-12-2014


Regionshospitalet Randers spiller central rolle i forsøg med ny styringsmodel for hospitalerne med fokus på kvalitet og mere sundhed. 

Produktivitetskurverne hænger ikke længere midt på opslagstavlen. Der hænger i stedet patienternes tilbagemeldinger til Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Randers. 

Afdelingen er snart halvvejs i et to-årigt projekt i Region Midtjylland, hvor målet er at afprøve nye måder at styre hospitalerne på. De seneste 10 år har sundhedsvæsenet leveret en aktivitetsvækst på 4% om året, og ventelisterne er nedbragt markant. 

I det to-årige projekt er der sat systematisk fokus på den kvalitet, patienterne oplever og på en forbedret sundhedstilstand, samtidig med effektiviteten fortsat har høj prioritet. 

Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Randers har sat skub i en række tilfredshedsundersøgelser blandt patienterne med det mål at højne både den faglige og den patientoplevede kvalitet. På baggrund af undersøgelserne rettes hverdagen i afdelingen til. 

Patienterne sad og blomstrede 
- Flere patienter undrede sig over, at f.eks. tre hoftepatienter alle blev tilsagt til at møde fra morgenstunden, selvom vi opererer én ad gangen, fortæller ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen. Vi gjorde det, fordi det var mest praktisk for afdelingen, at der altid var en patient klar, hvis en anden udeblev. Men det passede dårligt i patienternes kram, så det har vi lavet om. 

- Patienterne er mere tilfredse nu, og så må vi finde nye måder at sikre, at alle møder frem til operationerne, siger Jakob Stouby Mortensen. Måske begynder vi at ringe til dem aftenen før. 

Undersøgelser blandt patienterne har desuden vist, at det er afgørende for dem, at den læge, der opererer, også har ansvaret for det videre forløb. Til gengæld har patienterne intet imod at møde flere sygeplejersker, bare der er sammenhæng i den information, de giver. 

- De svar har ført til, at vi har ændret fordelingen af patienter i sengeafdelingen, så patienten med samme forløb bliver plejet i det samme team af sygeplejersker, fortæller Jacob Stouby Mortensen. 

- Det øger både patienttilfredsheden og det faglig niveau hos plejepersonalet. Og effekten er, at patienterne kan komme hurtigere hjem. 

Forskere følger projektet 
- Vi håber at kunne finde nogle mål, der giver værdi for patienterne, og som afdelingerne kan styre efter. I sidste ende skal målene gerne føre til, at vi leverer mere sundhed for pengene, siger Mette Jensen, souschef i Koncernøkonomi i Region Midtjylland. 

- Før fik afdelingerne budget efter, hvor mange kontakter de havde til patienterne. Med den nye styring bliver afdelingerne målt på de patientnære mål, tilføjer Mette Jensen. 

Projektet løber til udgangen af 2015. 
Forskere fra Aarhus Universitet og Center for Folkesundhed og Kvalitet følger projektet, som går under navnet ”Ny styring i patientperspektiv” frem til udgangen af 2015. Målet med forskningen er at afdække, om hospitalerne samtidig kan levere både høj faglig kvalitet, høj patienttilfredshed og høj produktivitet.

Fakta om ”Ny styring i patientperspektiv”: 
Mål: Projektet skal bidrage med viden om hvilke patientnære mål, der kan tilskynde til at levere mest mulig sundhed for indsatsen – og dernæst også om disse mål giver den ønskede effekt, når der styres efter dem. 

Deltagende afdelinger i region Midtjylland: 

  • Ortopædkirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers
  • Akutafdelingen, Hospitalsenhed Vest
  • Diagnostisk Center, Hospitalsenhed Midt
  • Medicinsk afdeling, Hospitalsenhed Horsens 
  • Hoved-Neuro Centret, Aarhus Universitetshospital:
  • Neurokirurgisk afdeling,
  • Øre-, næse- og halsafdelingen
  • Neurologisk afdeling
  • Tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling
  • Øjenafdelingen

Yderligere oplysninger: 
Ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen 
Ortopædkirurgisk Afdeling 
Regionshospitalet Randers 
Tlf.: 23 81 52 91 

Souschef Mette Jensen 
Koncernøkonomi 
Region Midtjylland 
Tlf.: 78 41 04 02 


opdateret: 02-12-2014

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde