28-11-2014
En ny midtjysk motorvej er en af en række fælles anbefalinger fra Region Midtjylland og de 19 kommuner. Det understreger regionsrådsformand Bent Hansen på baggrund af den aktuelle motorvejsdebat.
En ny midtjysk motorvej står på ønskelisten hos Region Midtjylland, men ikke allerøverst. Det ønsker regionsrådsformand Bent Hansen at understrege i forbindelse med den aktuelle debat.
”Siden 2007 har regionen og de 19 kommuner stået sammen om en række anbefalinger til investeringer i infrastrukturen fremover. På vejsiden er prioriteringerne først at udbygge E45 til seks spor hele vejen fra Randers til Kolding, opgradere rute 26 til højklasset vej eller motorvej mellem Viborg og Aarhus, samt udbygge strækninger af en række landeveje til 2 + 1 veje”, siger Bent Hansen.
”Derudover indgår i de fælles anbefalinger, at der på sigt skal etableres en midtjysk motorvej til at aflaste E45 og til at skabe balance i regionen. Denne motorvej ønsker regionen og kommunerne påbegyndt, når udbygningen til seks spor af E45 mellem Randers og Kolding er færdig”, siger han.
Lyt til lokale ønsker
”Venstre har med Kristian Pihl Lorentzen allerede indledt den kommende valgkamp, og er ude at love milliarder til vejinfrastrukturen i Region Midtjylland.
For os er det imidlertid vigtigt at pointere denne enighed mellem region og kommuner, og jeg håber da også, at Kristian Pihl Lorentzen har lyttet til de lokale ønsker og de lokale prioriteringer. Lykkes det Kristian Pihl Lorentzen og Venstre at skaffe milliardbeløb til vejinfrastruktur, er det altså E45, rute 26 og 2 + 1 vejstrækninger, der er prioriteret højest. Når E45 er færdigudbygget, så er der tid til at se på en midtjysk motorvej”, siger Bent Hansen.
Møde i august
Senest kom Region Midtjylland sammen med kommunerne på et møde i august med de lokalt valgte folketingsmedlemmer med konkrete forslag til, hvordan udbygningen kan finde sted, startende med delstrækninger på E45 og på Viborg-Aarhus vejen samt strækningsvise opgraderinger på de øvrige statsveje.
Billedtekst: Et af Region Midtjylland og de 19 kommuners ønsker er, at motorvej E45 udbygges til seks spor mellem Randers og Kolding.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
opdateret: 28-11-2014