Regionen indbyder til debat om bioøkonomi
12-11-2014
Torsdag, 20. november samles et halvt hundrede repræsentanter for danske virksomheder og videninstitutioner for at drøfte de muligheder for vækst, som ligger i overgangen til en biobaseret økonomi. Dagen skal give Region Midtjylland stof til en ny vækst- og udviklingsstrategi.
Hvordan kan udviklingen hen imod en mere biobaseret økonomi give afkast til Danmark i form af større omsætning, eksport og indtjening i virksomhederne samt flere arbejdspladser?
Hvilke højværdiprodukter skal vi især satse på her i regionen?
Og hvordan kan Region Midtjylland bedst understøtte udviklingen?
Det er nogle af de spørgsmål, som Region Midtjylland håber at få besvaret torsdag eftermiddag, når der er ”Bioøkonomidebatten” på Koldkærgaard Konferencecenter i Skejby.
Deltagerne er både de store, mellemstore og små virksomheder samt videninstitutioner, der tegner den danske bioøkonomi.
Godt udgangspunkt
På globalt plan er bioøkonomien voksende i takt med, at presset på vores fossile ressourcer som kul, olie og naturgas stiger. Alene værdien af det globale marked for biobrændstof anslås at stige fra cirka 450 mia. kroner i 2011 til over en billion kroner i 2021.
Og Danmark har gode chancer for at få del i væksten. Både Danmark og Region Midtjylland har i forvejen stærke forskningsmiljøer, er med helt fremme på både bioenergi og landbrugsteknologi og er hjemsted for en stribe store internationalt anerkendte virksomheder med biologisk produktion som eksempelvis Novozymes og Arla. Dertil kommer nye bioøkonomiske sværvægtere som fx Maabjerg Energy Concept, der for nylig er tildelt 290 mio. kroner i EU-støtte.
Fokus på bioøkonomi
Og når Region Midtjylland således inviterer danske virksomheder og videninstitutioner til eftermiddagsworkshop, er det som en af Europas førende bioøkonomi-regioner.
For nylig har Europakommissionens bioøkonomiobservatorium udpeget Midtjylland som foregangsregion, og i den partnerskabsaftale, som netop i denne uge indgås mellem Region Midtjylland og regeringen, er der lagt særlig vægt på at stimulere den erhvervsudvikling, der knytter sig til bioøkonomien.
Ny strategi
”Vækstforum og Regionsrådet i Region Midtjylland har altså rettet blikket mod bioøkonomien, og nu håber vi at få gode input til, hvordan vi bedst kan bruge kræfterne – og pengene – i de kommende år”, siger afdelingschef Henrik Brask Pedersen, med henvisning til, at synspunkterne fra dagens debat vil indgå i det aktuelle arbejde med en ny regional vækst- og udviklingsstrategi.
Strategien tager udgangspunkt i samfundsmæssige udfordringer som ressourcer og konkurrenceevne og skal være klar til vedtagelse i sensommeren 2015.
Flere oplysninger:
Henrik Brask Pedersen, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1800
Anne Mette Sørensen Langvad
Udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1807 / 2462 1546
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
FAKTA om bioøkonomi:
Bioøkonomi handler om en bedre og mere intelligent brug af bæredygtig biomasse. I bioøkonomien erstattes kul, olie og naturgas samt kunstigt fremstillede produkter med produkter baseret på biomasse fra landbrug, skovbrug, akvakultur og fiskeri.
Således åbner bioøkonomien nye muligheder for vækst og et forbedret miljø ved at:
- bruge den samme biomasse mange gange og til forskellige varer. Først trækkes højværdistoffer ud til brug i farma- eller fødevareindustri, og så udnyttes resten til produkter af lavere økonomisk værdi – f.eks. energi og gødning
- udvikle nye højværdiprodukter baseret på biprodukter fra industriel produktion eller affald fra forbrug